På lørdag den 11. marts giver folktronica-bandet Sorten Muld koncert på Kappelborg som afslutning på en meget succesfuld turné. En turné, der har høstet fem stjerner i GAFFA med beskrivelsen: ”Sorten Muld er i skrivende stund en af de mest berusende, unikke og eksklusive koncertoplevelser.”
Det er første optræden i Skagen siden Sorten Muld spillede på Skagen Festivalen i slutningen af 1990’erne, så det er med stor spænding og glæde, at bandet ser frem til turnéens sidste koncert. Ikke mindst for bandets sangerinde, Ulla Bendixen, der er født og opvokset i Skagen.
Sorten Muld var banebrydende i 1990’erne, hvor de satte strøm til den nordiske middelaldermusik. Siden forsvandt bandet fra rampelyset i 10 år, indtil de i 2021 dukkede op igen med albummet ”Mark IV – Lånt tid”. Udgangspunktet er stadig middelaldermusikken, men lyden har ændret sig. Naturligvis, da nogle af orkestermedlemmerne er skiftet ud, men også fordi tiden er en anden, og Danmark er et mere multikulturelt land.
Ulla Bendixen voksede op i Skagen, men rejste som ung til Århus, fordi hun ville være skuespiller. Men hun kom ind i musikmiljøet og blev hængende der. Det førte til dannelsen af Sorten Muld, hvor Ulla og hendes mand Martin Ottosen samt Henrik Munch udgjorde kernen. Bandet blev en succes, men da Ulla og Martin stiftede familie og efterhånden fik fire børn, blev musikertilværelsen for hård og usikker, så Ulla uddannede sig til sygeplejerske og fik job i Skagen-området, hvor familien bosatte sig. I 2019 trak musikken dog så meget i parret og Henrik Munch, at de besluttede at genoplive Sorten Muld. Familien var i mellemtiden flyttet til det midtjyske.
Sorten Muld henter sin inspiration fra folkemusikkens dybeste rødder og har fundet ud af, at det rodnet faktisk er globalt. Om du hører folkemusik i Norden, Sydeuropa, Mellemøsten eller endnu fjernere steder, så er der slående ligheder og genkendelige elementer midt i al forskelligheden. Datidens trubadurer kom vidt omkring. De var den tids nyhedsformidlere, samtidig med at de spillede op til fest og dans. Sorten Muld anno 2023 har fået et mellemøstligt islæt i form af Orhan Özgur Turan, der spiller de mellemøstlige strengeinstrumenter saz og oud, der har et andet tonespektrum og tilfører musikken et særligt krydderi.
Ved koncerten på Kappelborg vil Sorten Muld både spille numre fra det ny album og musik fra bandets lange bagkatalog.
Med Ulla Bendixens nærværende vokal i centrum møder vi Henrik Munch, elektronica, Martin Ottosen, keys, nøgleharpe m.m., Orhan Özgur Turan, saz og oud, Niels Kilele, percussion, strenge m.m., Tommy Nissen, trommer, og Johannes Hejl, kontrabas.