• Forside
  • Nyheder
  • Slopkisten åbner ny filial midt i Skagen: Slowfashion og nordisk stil i fokus
25 april, 2025 Nyheder

Slopkisten åbner ny filial midt i Skagen: Slowfashion og nordisk stil i fokus

Fredag den 2. maj åbner Slopkisten dørene til en ny filial i hjertet af Skagen. Den nye butik får adresse på Sct. Laurentii Vej 65 og vil byde på tidløst slowfashion-tøj til både mænd og kvinder.

Slopkisten er i forvejen kendt blandt skagboere og besøgende for sit nøje udvalgte sortiment af klassisk og moderne tøj til især sejlere og outdoor udfoldelse – og nu udvider virksomheden med en ny afdeling, der skal sætte ekstra fokus på bæredygtig og sæsonuafhængig stil.

I spidsen for begge butikker står butikschef Vivie Valgren, som i disse dage har travlt med at få de nye lokaler klar til åbningen.

Den nye butik vil tilbyde en 50/50 fordeling af herre- og dametøj fra mærkerne Redgreen, SeaRanch og det nytilkomne, nordisk-inspirerede brand Strönd.

Tidløst design – sæson efter sæson

Filosofien bag Slopkistens nye butik er klar: Der skal være fokus på kvalitet frem for kvantitet, og på styles, som kan bruges igen og igen – uanset sæson.

Det handler om slowfashion – tøj med lang levetid, både i design og holdbarhed.

Åbning fredag den 2. maj kl. 10

Butikken åbner officielt fredag den 2. maj kl. 10.00, og der loves gode grunde til at lægge vejen forbi på åbningsdagen.

De konkrete detaljer omkring åbningen vil blive offentliggjort her på Skagen Nyt i løbet af næste uge.

Indtil da sender Vivie Valgren en varm opfordring til alle om at kigge forbi – og minder samtidig om, at den oprindelige butik på Havnevej fortsætter præcis som hidtil med samme udvalg, personale og åbningstider.