Der blev i weekenden fundet noget udstyr fra Skotland på stranden mellem Buttervej og Batterivej.
Den er nu sporet til, at komme fra et forskningsprojekt på Marine Scotland Science i Aberdeen på den Skotske Østkyst. Den må være revet løs og er altså så nu endt på den danske vestkyst.
Da den blev fundet, blev den tøjret til en pæl på stranden. Park & Vej har været ude for at hente den – men nu er den væk!
Vi tænker, nogen måske har bjerget den, da de kunne se at den var af betydning. Men hvem mon har den, eller ved hvor den er?
I Aberdeen er de meget begejstret for, at vi har fundet den. Og de vil rigtig gerne have den retur. De mener, de stadig kan trække data på den.
Udstyret er en C-POD (marsvin og delfinekkolokaliseringsdetektor), en lydoptager (som optager alle lyde i havet, inklusive skibsfart), og den gule spand er en del af et akustisk frigørelsessystem, som gør det muligt for hele systemet at forblive tæt på havbunden i flere måneder og kan udløses, når man vil have det tilbage.
Hvis nogen har den, eller finder den derude, må I meget gerne skrive en besked på: hlau@frederikshavn.dk
Så sørger vi for, at den kommer retur til Skotland.