18 oktober, 2022 Kultur

Skagenssangen – til hverdag og til fest

”Har du Skagenssangen i dit hjem? Og vil du være med i bogen om Skagenssangen – til hverdag og til fest?” Sådan skriver skagbo og arkitekt Susanne Eeg på sin hjemmeside https://skagenssangen.dk/. Her inviterer hun alle til at bidrage til en ny bog med billeder og historier om vores lokale nationalsang, Skagenssangen.

De fleste med tilknytning til Skagen har også et forhold til Skagenssangen ‘Erindring’ af Holger Drachmann med musik af Roland Bilde. Sangen er Skagens “nationalsang” og synges gerne ved lejligheder så forskellige som fødselsdage, begravelser og ikke mindst ved Skt. Hans bålet på Sønderstrand.

Sangen fra 1904 er et vemodigt tilbageblik på en svunden tid, en beskrivelse af stemningen og de glade tider som Drachmann oplevede i den kunstnerkolonien, der i 1904 var opløst, og kun 4 år senere i 1908 dør han. I 1938 ved Skagen Fortidsminders indvielse skriver komponisten Roland Bilde så musikken til digtet, og vi har sammen i Skagen kunne oversætte Drachmanns fascination af et liv ved havet til vores fælles oplevelse – både af håbet og af skyggerne.

Hjemme hos en stor del af de lokale, fuldtids-, deltids eller eksilskagboere finder man da også en version af sangen. Enten som pynt på væggen, gemt i en skuffe eller måske som dækkeserviet. Nogle forbinder sangen med markeringen af en vigtig livsbegivenheder eller som en naturlig del af hverdagen mens andre bare synes det er en flot plakat.

”Derfor vil jeg lave bogen ”Skagenssangen – til hverdag og til fest” siger arkitekt og skagbo Susanne Eeg. ”En bog som binder os sammen ved at samle alle vores forskellige oplevelser med Skagenssangen.”

”I min farmors entre hang en indrammet udgave af Skagenssangen (den udgave hvor det er uklart hvilken rækkefølge versene synges i…). Jeg har arvet den og nu hænger den i min entre i København. Jeg ser på den hver dag, og jeg mærker helt sikkert hvor stærkt et symbol, den er på min identitet som Skagbo og ikke mindst min nære forbindelse til min familie og min hjemby.

Vi har altid sunget sangen til vores større familiefester og arrangementer som runde fødselsdage, begravelser og den slags. Min farmor var skagbo og særligt glad for at synge, så jeg forbinder den selvfølgelig især med hende, men vi har alle en udgave hver. Måske bortset fra min bror, men så har min mormor og morfar til gengæld to.”

Bogen vil være to-delt. Den første del vil være en samling af korte tekster fra folk, der på forskellig vis har arbejdet med Skagenssangen. Som f.eks. musiker Mads Toghøj, operasanger Jens-Christian Wandt, skuespiller Marianne Mortensen, formand for Drachmannklubben Poul Bernth, organist Freddy Samsing, tidl. borgmester Kurt Kirkedal Jensen og Grethe Smith og Hanne Aavang fra Drachmannpigerne, m.fl. Nogle skriver korte prosatekster mens andre svarer på spørgsmål i interview stil, og indholdet spænder vidt fra korte personlige funderinger til mere saglige gennemgange af sangens plads i lokalsamfundet.

Alle er inviterede til at bidrage til den anden del af bogen. Det kræver bare at man har en udgave af sangen, og at man går ind på hjemmesiden https://skagenssangen.dk/. Her er der nogle få spørgsmål man kan svare på og samtidig uploade et billede af sin sang. Spørgsmålene er hhv. navn (eller anonym), alder, fødeby, bopæl, email (denne offentliggøres ikke), hvor opbevarer du din udgave af Skagenssangen? Hvordan har du fået din udgave af Skagenssangen? Hvornår har du sidst sunget Skagenssangen? Og hvad betyder Skagenssangen for dig?

I de første par uger er der allerede kommet 12 tilbagemeldinger med nogle fine og meget forskellige svar. Som f.eks. Jørgen Jensen på 66, som er født i Holstebro og nu bor i Flensborg. Han har købt sangen på Skagens Museum og synger den gerne i Skagen til Skt. Hans. Stefan på 28 år, er født i Skagen, bor nu i Aabybro og han har arvet sin Skagenssang fra sin bedstemor. Den minder ham netop også om hende og alt det hun stod for. Alice på 82 er født i Klokkerholm, men bor i Skagen og fik sin Skagenssang i 1981 af sit nyfødte barnebarn. Hun mener at sangen er en vigtig del af en familiefest. Ida på 75 fra Aalborg, bor nu i Svenstrup. Hun har lamineret sin udgave af Skagenssangen, og den bliver brugt som dækkeserviet. Hun har en CD med sangen, som hun gerne synger med på. Billederne de vedhæfter viser flere forskellige udgaver af sangen samt de forskellige vægge og hjem de hænger i. Selvom det er korte svar giver det rigtig meget information og særligt sammenligningerne mellem de forskellige opslag er interessante. Der vil i alt være omkring halvtreds opslag med et billede og en kort tilhørende tekst.

For alle med tilknytning til Skagen vil bogen forhåbentlig være en let tilgængelig måde at minde os om vores fællesskab, at vores individuelle oplevelser og minder kan spejles i andres, og derved blive en del af en større historie om et sted, en stemning og en tid som var, er og bliver.

”Jeg synes det er et super hyggeligt projekt,” siger Susanne Eeg ”og jeg tror det kunne blive en rigtig fin souvenir eller mandelgave, som alle interesserede kan købe på nettet, måske i butikken på Skagens Museum eller i den lokale boghandel fra sommeren 2023.” Bogen er støttet af Brøndums Legat.

Eksempel på billede fra Jørgen Jensen