15 juli, 2024 Kultur

Skagensdreng vender hjem til Skagen

Skagen, toppen af Danmark, bliver igen centrum for kunst og kultur, når Skagens drengen Kasper Juul, vender hjem til byen med en unik kunstudstilling på Grenen Kunstmuseum.

Kasper Juul, der er født og opvokset i Skagen, har ladet sig inspirere af den storslåede natur og det specielle lys, hvor de to have mødes. Han har i dag sit eget galleri i Nordsjælland, Galleri Juul, men vender nu tilbage til sin hjemby for at vise sine nyeste værker.

Med sig har han tre spændende kunstnere fra sit galleri, som sammen vil præsentere deres syn på moderne dansk kunst. De tre kunstnere er Dorthe Høck, Morten Bøgh Andersen og Lisbeth Holst Gundersen. Sammen med Kasper Juul vil de udforske temaet “Mit ophav” og bringe nyt liv til Skagens kunstscene.

Skagen Nyt var til stede ved ferniseringen i lørdags og kan skrive under på, at der er kunst for enhver smag i udstillingen og man kan tydeligt se at de fire kunstnere lader sig inspirere af vidt forskellige ting i kunsten de har skabt til denne udstilling.

Udstillingen kører frem til den 3. august 2024 og vil være åben dagligt fra kl. 11 til 17.

Kunstnerne glæder sig til at byde jer velkommen til en inspirerende kunstoplevelse på Grenen Kunstmuseum.