• Forside
  • Nyheder
  • Skagens yngste carspottere: Luka på 11 og Noah på 7 overtager Skagen Car Spotting
10 juli, 2025 Nyheder

Skagens yngste carspottere: Luka på 11 og Noah på 7 overtager Skagen Car Spotting

Der bliver masser at holde øje med på Skagens veje denne sommer – for næste generation af bilentusiaster er klar til at tage over, når Luka på 11 år og hans lillebror Noah på 7 år overtager den populære Instagram-profil Skagen Car Spotting.

De to brødre træder i fodsporene på Christian Holst, der startede profilen for fem år siden og med stor entusiasme har delt billeder af de mange spændende biler, der hvert år besøger Skagen. Nu har han valgt at give stafetten videre – og det bliver med to ivrige spottere bag kameraet.

Nye kameraer og nye eventyr

Luka og Noah har netop fået deres helt egne kameraer, som de er klar til at slide op hen over sommeren.

Drengene er allerede ivrige efter at finde alt fra klassiske sportsvogne og luksusbiler til specialmodeller og unikke veteranbiler, som ofte kan opleves i byens gader og ved de populære hotspots omkring havnen, centrum og Gl. Skagen.

Christian Holst lægger ikke helt kameraet fra sig, men fortsætter som trofast følger – og som mentor for de to nye bilspottere.

Han har lovet at hjælpe Luka og Noah godt fra start og vise dem, hvor de bedste steder er at finde de vilde biler i Skagen.

Biler, fællesskab og gode billeder

Skagen Car Spotting har de seneste år samlet både lokale bilentusiaster, feriegæster og bilejere, der nyder at vise deres køretøjer frem.

Med Luka og Noah bag profilen er der ingen tvivl om, at den unge energi vil give nye vinkler, sjove historier og masser af billeder direkte fra byens gader.

Så hold øje med Instagram, følg med på @skagen_car_spotting – og giv gerne drengene et vink, hvis du møder dem på gaden med kameraet over skulderen. Måske er det netop din bil, de fanger til deres næste opslag.