• Forside
  • Nyheder
  • Skagens Museum får tiltrængt økonomisk håndsrækning
10 December, 2021 Nyheder

Skagens Museum får tiltrængt økonomisk håndsrækning

Hos Skagens Museum kan man gå weekenden i møde med ro i sindet.

Kulturminister Ane Halsboe Jørgensen har nemlig sendt en check på én million kroner i retning af Skagens Museum.

Pengene skal bruges til at slippe af med de lidt for kunstinteresserede borebiller som er ved at fortære flere kunstværker bid for bid.

Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Museum er glad for den ekstra bevilling, men understreger dog også at der er brug for en mere permanent udvidet støtte til Danmarks nordligste kunstmuseum.

Problemet er at statsstøtten fortsat er på samme niveau, som før fusionen af Skagens Museum, Anchers hus og Drachmanns hus tilbage i 2014.

Det vil sige at der de seneste 7 år er drevet museum på hele 3 adresser, samt konserveret værker fra alle 3 adresser, for Skagens Museums oprindelige støtte.

Dette har desværre skab et stort efterslæb i især konserveringen af værkerne som nu altså er truet af bl.a. de kunst elskende borebiller.

Lisette Vind Ebbesen håber således på en snarlig fast løsning, så alle kunstværker kan bevares i tip top stand – Til glæde for alle skawboere og alle de der holder af skagensmalerne rundt om i hele verden.