
Hos Skagen Strand Feriecenter er der stor glæde og højt humør.
Både i den efterhånden forgange uge 29 og i den kommende uge 30 melder feriecentret om fuldt hus, og det er med god grund, at centerdirektør Gitte Vanggaard har svært ved at få armene ned.
”Det er min første sommersæson her på Skagen Strand Feriecenter, og jeg er helt overvældet over den varme modtagelse og det fantastiske mix af gæster,”
– fortæller en begejstret Gitte Vanggaard og fortsætter:
“Vi har alt fra børnefamilier, sportsgrupper til par og tre generationer samlet – og det skaber en helt særlig stemning af liv, nærvær og ferieglæde.”
Udover det naturskønne område og de mange udendørs faciliteter, har feriecentret i år løftet oplevelsen yderligere med et fast aktivitetsprogram for børn flere gange om ugen – noget som både børn og forældre har taget rigtig godt imod.
Samtidig har den nyåbnede Café & Restaurant Skagen Strand vist sig at være en sand publikumssucces. Feriegæsterne strømmer til, men også mange cyklister på vej til Skagen benytter lejligheden til et velfortjent pitstop i de hyggelige omgivelser.
”Det er skønt at se, hvordan restauranten allerede nu er blevet et naturligt samlingspunkt for både feriegæster, lokale og forbipasserende, og med de mange reservationer og forespørgsler til både livets store fester, julefrokoster og konfirmationer i 2026, tyder alt på, at succesen fortsætter langt ud over sommeren.”
– siger Gitte Vanggaard.