Med projektet ’Ankomsten på Grenen’ ønsker Frederikshavn Kommune at skabe et nyt sted i Skagen, der forener Grenens særlige natur, arkitektur, kulturarv og kunst i nye fortællinger om stedet. Idéen opnår nu støtte på 4 mio. kr. gennem ’Stedet Tæller X’.
Idéen med projektet ’Ankomsten på Grenen’ er at gøre det til en større helhedsoplevelse at besøge Grenen for både lokale og gæster. Ønsket er, at Grenen bunkeren bliver et udgangspunkt for nye mødesteder, der kan gøre selve opholdet og gåturen til og fra Grenen til en unik oplevelse. Idéen er så god, at den er blevet udvalgt af Ny Carlsbergfondet og den filantropiske forening Realdania til at modtage 4 mio. kr. i støtte gennem deres fælles indsats ’Stedet Tæller X’.
Tanken med det nye opholds- og mødested ved bunkeren er at gøre det lettere for flere mennesker at opdage og opleve alt det særlige ved Skagen, og ikke alene Grenen. Med de 4 mio. kr. fra ’Stedet Tæller X’ er halvdelen af finansieringen på plads. Det er politisk besluttet, at der ikke afsættes kommunale midler til projektets gennemførelse, og at der alene kan afsættes timer fra medarbejdere. Det betyder, at der nu skal findes finansiering fra andre fonde mv. til projektets gennemførelse.
’Ankomsten på Grenen’ er ét ud af i alt ni projekter i de danske landkommuner, der får støtte til at gøre ideer til virkelighed med hjælp fra kunst og arkitektur. Efter sommerferien skyder Ny Carlsbergfondet og Realdania gang i en idékonkurrence, hvor prækvalificerede kunstnere i samarbejde med arkitekter kan byde ind med en idé til udviklingen af ’Ankomsten på Grenen’ i samarbejde med arkitekter.
Fakta
Projektet ’Ankomsten på Grenen’ har adresse på Fyrvej, 9990 Skagen. Projektet modtager i alt 4.000.000 kr. i realiseringsstøtte ’Stedet Tæller X’.
Støtten skal bruges til at gennemføre et fysisk projekt på stedet. Projektejerne skal stille med en egenfinansiering på 50 % af projektøkonomien.
’Stedet Tæller X’ er en fælles indsats fra Ny Carlsbergfondet og Realdania, hvor kunst og arkitektur bruges som løftestang til udvikling af særlige steder i 31 danske landkommuner. Målet er at bidrage til udvikling og øget livskvalitet ved at styrke de særlige kendetegn i landdistrikterne gennem lokalt forankrede fysiske projekter, nye talentfulde tegnestuer og et nytænkende samspil mellem kunst og arkitektur.
Projektideerne er udvalgt til realiseringsstøtte af Realdanias direktion og Ny Carlsbergfondets bestyrelse med afsæt i en anbefaling fra Stedet Tæller Xs faglige bedømmelsesudvalg.