• Forside
  • Nyheder
  • Skagen Marathon får kommunalt engangstilskud til at komme stærkt tilbage i 2026
22 november, 2025 Nyheder

Skagen Marathon får kommunalt engangstilskud til at komme stærkt tilbage i 2026

Skagen Marathon er på vej tilbage i fuldt vigør i 2026 – nu med økonomisk opbakning fra Frederikshavn Kommune. Økonomiudvalget har nemlig besluttet at bevilge et engangstilskud på 75.000 kroner til Toppen af Danmark, som står bag løbet.

Arrangøren havde ansøgt om 150.000 kroner i støtte, men udvalget valgte at imødekomme halvdelen af beløbet. Pengene kommer fra kommunens pulje til prioritering i by og opland, hvor der fortsat er flere midler til rådighed.

Skagen Marathon samler normalt omkring 3.700 løbere og op mod 5.000 tilskuere. Det giver en mærkbar økonomisk effekt for byen – særligt fordi løbet afvikles på et tidspunkt af året, hvor turismen normalt er mere afdæmpet. Overnatningssteder, restauranter og detailhandel får glæde af de mange gæster, og samtidig er løbet med til at styrke både foreningslivet og det lokale kultur- og fritidsliv.

Baggrunden for ansøgningen er den dramatiske aflysning af Skagen Marathon 2025, hvor ekstreme vejrforhold tvang arrangørerne til at aflyse og samtidig ødelagde en del af udstyret. Det har skabt udfordringer både i forhold til økonomi, genopbygning og fastholdelse af såvel løbere som sponsorer frem mod 2026.

Tilskuddet skal derfor være med til at sikre, at Skagen Marathon kan genetablere sig – ikke bare lokalt, men også regionalt, nationalt og internationalt – som et fyrtårnsevent, der tiltrækker gæster til Skagen og skaber værdi for borgere, erhvervsliv og foreninger.

Med økonomiudvalgets beslutning kan arbejdet nu fortsætte med at skabe et stort comeback for Skagen Marathon i 2026, hvor arrangørerne forventer et rekordstort felt af løbere til start.