
Den velkendte blå streg pryder atter byens gader, og det kan kun betyde én ting: Skagen Marathon står for døren. Lørdag den 4. oktober løber det traditionsrige arrangement af stablen, og igen i år er der tale om en totalt udsolgt løbefest, hvor alle startnumre er revet væk måneder i forvejen.
Skagen Marathon er for længst blevet en løbefest, der tiltrækker både lokale og internationale deltagere. Hele 39 forskellige nationaliteter er repræsenteret i årets felt – med løbere helt fra Sydkorea, Australien og Brasilien. Samtidig er Skagen også stærkt repræsenteret lokalt, hvor hele 450 tilmeldinger kommer fra byens egne borgere.
Nordmændene møder ligeledes talstærkt op med cirka 250 deltagere, mens kønsfordelingen i år er næsten helt ligelig: 52 % kvinder og 48 % mænd.
Alderen spænder bredt – fra børnene, der kan være med til det særlige børnemarathon på 5 km-ruten, til årets ældste deltager på imponerende 88 år.
Derudover deltager Team Tvilling igen i år på halvmarathondistancen, hvilket uden tvivl vil være en stor oplevelse for både løbere og tilskuere.
Skagen Marathon byder på distancer for enhver smag: marathon, halvmarathon, 10 km og 5 km – alle lagt i nogle af landets mest naturskønne omgivelser.
Fra byens hyggelige gader til de åbne vidder ved Grenen og ude i skovens dybe stille ro i Skagen Klitplantage, venter der deltagerne en helt særlig og på mange måder også herlig kontrastfuld løbeoplevelse.
Løbet arrangeres af Toppen af Danmark og er kendt for at samle både løbere og tilskuere i en festlig atmosfære.
Byen summer af liv under Skagen Marathon, og tilskuerne langs ruten er med til at gøre oplevelsen helt unik – både for de mange lokale løbere, gengangere – som udgør mellem 40 og 50 % af deltagerne, og for de mange nye deltagere, der måske oplever Skagen for første gang.
Skagen Marathon 2025 bliver en dag fyldt med fællesskab, sport og feststemning, hvor hele byen igen danner rammen om en af årets største begivenheder.
Læs mere på: www.skagenmarathon.dk
Køb af resterende startnumre: sportstiming.dk