• Forside
  • Det sker
  • Skagen Lokalhistoriske Forening inviterer til foredrag om Skagen i 70’erne
09 februar, 2025 Det sker

Skagen Lokalhistoriske Forening inviterer til foredrag om Skagen i 70’erne

Det helt store ryk i Skagen startede lige efter befrielsen i 1945. Fiskeriet og fiskeindustrien fik byen til at koge og værfterne sprøjtede trækuttere ud på samlebånd.

Det accelererede gennem 50’erne og 60’erne, og da skagboerne satte sig til bords for at tage sig af 1970’erne, var det med stor appetit og mange forventninger. Der blev skovlet indenbords, men mørke skyer trak op – og til sidst kom tjeneren med regningen.

Tag med Skagen Lokalhistoriske Forening og Lokalhistorisk Arkiv Skagen på en tur gennem 70’erne mandag den 24. februar kl. 19 i Salen på Kulturhus Kappelborg. Der bliver et hav af fotografier suppleret af filmklip og med fiffige bemærkninger fra sidelinjen.

Alle er velkomne, der er gratis adgang, og baren er åben.

Sidste efterår, hvor man også snusede til 1970’erne, var der desværre mange, der måtte gå forgæves, da alle stole var besat.

Nu er der mulighed for at tilmelde sig arrangementet på forhånd, så man kan være sikker på en plads. Skriv til skagenlokalhistoriskeforening@gmail.com, hvor man kan tilmelde op til fire personer ad gangen.

Naturligvis kan man stadig møde frem den 24. februar og håbe på, at der er plads. Måske er der. Måske er der ikke.

Vi glæder os til at se en masse, der har lyst til en tur i 70’erne.