29 september, 2022 Nyheder

Skagen Havn uddeler 4 sponsorater

Skagen Havn ønsker at støtte lokale initiativer og arrangementer, der kan bidrage til fællesskabet og udviklingen i lokalområdet. Skagen Havn råder over en årlig pulje på kr. 25.000 og i år har man modtaget femten ansøgninger – heraf har fire fået tilsagn om støtte.  
 

SOUT – Skagen Odde Ultra Trail 

Modtager 5.000 kroner.

SOUT er et årligt tilbagevendende ultraløb med distancer på henholdsvis 21 km (Halvmarathon), 35 km eller 60 km, der foregår rundt i Skagens smukke natur. Overskuddet fra løbet går hvert år til Kræftcaféen i Skagen, hvor kræftpatienter mødes for at hygge og være sammen med andre i lignende situation. Der er søgt midler til hjælp med udgifter, således at overskuddet til kræftcaféen vil blive større.

Skagen Gymnastikforening 1976 

Modtager 10.000 kroner.

GF76 har ansøgt om tilskud til indkøb af en mobil spejlvæg.
Spejlvæggen vil bidrage til gymnastens udvikling, når denne kan se sig selv i et spejl imens en rytmeserie øves. Det er med til at forbedre gymnastens finteknikker og færdigheder.

KFUM Spejderne 

Modtager 3.000 kroner.

KFUM spejderne har søgt om midler til indkøb af Petromax Dutch gryder, lågholder og lågløfter.
De solide Dutch gryder er lavet af støbejern og bruges til at lave mad over bål. KFUM spejderne vil afholde et kursus for alle ledere og seniorspejdere, hvor en instruktør, der er specialist i brugen af netop Petromax Dutch gryder, skal undervise.

Skagen Støttecenter 

Modtager 7.000 kroner.

Skagen Støttecenter er et dagtilbud til psykisk sårbare borgere. Borgerne har på centeret mulighed for at træne sociale kompetencer og fysiske færdigheder igennem forskellige aktiviteter. Midlerne skal bruges til en efterårstur til Aalborg Zoo og en ”Walk ´n talk” med Alpacas. En fælles tur vil medvirke til at borgerne får øget trivsel og styrket sociale kompetencer.

Næste pulje af sponsormidler uddeles i september 2023. Ansøgninger skal være Skagen Havn i hænde senest 10. september 2023.