Er du klar på en udfordring, og glad for frisk luft, effektiv træning og sjov i godt selskab, så bør du nok læse videre. Fra mandag d. 4. juli inviterer Skagen Havkajakklub nemlig igen vandglade fastboende og gæster til begynderkursus i Stand Up Paddleboard – i folkemunde nok bedre kendt som SUP.
På kurset får man som deltager de nødvendige færdigheder, så man padler med den rette teknik. For uden den padler man ikke særligt hurtigt ligesom overbelastnings-skader kan være en uheldig bivirkning. Og så er der lige det der med sikkerheden…
Kurset gennemføres efter DGI’s retningslinjer, og efter endt kursus og aflagte prøver udstedes bevis som SUP – padler.
Skagen Havkajakklubs stiller kvalitetsboards, pagajer og svømmeveste til rådighed under kurset, der løber alle mandage i juli med start mandag d. 4. juli. Alle dage kl. 19 – 21. Deltagelse koster kr. 600.- og inkluderer klubmedlemskab og fri adgang til klubbens SUP – udstyr i resten af 2022.
Tilmelding og spørgsmål til Peter Nissen på T: 5152 8831.