For tredje år i træk kan Skagen Harbour Hotel kalde sig et af de bedste hoteller i verden.
Hotellet har netop modtaget den prestigefyldte Travellers’ Choice Award 2025 fra TripAdvisor – en pris, der gives til de 10 procent bedst anmeldte hoteller på verdensplan.
Den fine hæder gives på baggrund af gæsternes egne oplevelser og anmeldelser det seneste år – og ifølge TripAdvisor har hotellets besøgende endnu engang placeret det i absolut topklasse.
”I er igen i år blandt de bedste 10% af hoteller i verden! Hvert år anerkender vi de rejsendes favorit hoteller i verden baseret på anmeldelser det seneste år. Jeres gæster har sikret at I har vundet Travellers’ Choice-prisen 2025. Stort tillykke med den velfortjente pris”.
– lyder det i den officielle anerkendelse fra TripAdvisor.
Den fornemme hæder blev torsdag fejret med begejstring – og kage til hele personalet.
På Facebook takker Hotellet alle gæster, der har taget sig tid til at dele både ris og ros efter deres ophold:
“Tak til alle vores gæster som tager sig tid at anmelde ris og ros efter I har besøgt os! Vi har fejret prisen med kage til vores ansatte i dag!
Vi glæder os til at se jer på hotellet.”
Hotellet, som ligger centralt placeret på grænsen mellem havnen og midtbyen i Skagen, er kendt for sin personlige service, stilrene værelser og særlige atmosfære tæt på både by og natur.
Gæsternes ros går ofte på god service, beliggenhed og detaljeorienteret værtskab.
Med endnu en Travellers’ Choice Award i bagagen ser Skagen Harbour Hotel frem mod en ny sommersæson – klar til at byde både nye og tilbagevendende gæster velkommen til toppen af Danmark.