• Forside
  • Nyheder
  • Skagen Handel sætter ny rekord: 60.000 kr. samlet ind til årets Lyserød lørdag-kampagne
13 oktober, 2024 Nyheder

Skagen Handel sætter ny rekord: 60.000 kr. samlet ind til årets Lyserød lørdag-kampagne

Lyserød Lørdag i Skagen Handel

Skagen Handel kan med stolthed meddele, at årets Lyserød lørdag-kampagne har sat en imponerende rekord med hele 60.000 kr. indsamlet til Kræftens Bekæmpelse.

I uge 40 var byens butikker klædt i lyserøde balloner og udsmykning i forbindelse med kampagnen, og opbakningen fra både medlemmer og handlende har været overvældende.

I alt 36 af Skagen Handels medlemmer valgte at donere flotte præmier, der blev udloddet i årets store Lyserød lørdag-lotteri. Præmierne havde en værdi på mellem 500 og 2800 kroner, og hele ugen kunne der købes lodsedler i de deltagende butikker – 1 stk. for 20 kr. og 6 stk. for 100 kr. – hvor alle indtægter gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Stor opbakning fra byens borgere og de mange Marathon løbere

Lodsalget kulminerede på selve Lyserød lørdag, som blev afholdt i forbindelse med Skagen Marathon.

Skagen Handel havde både salg af lodder i start- og målområdet ved maratonet samt på Viggo Hansens Plads, hvor der også var en fanzone til ære for løbet.

Som en ekstra indsats blev der desuden solgt lyserøde muffins, venligt doneret af SuperBrugsen, hvilket bidrog yderligere til det flotte resultat.

En stor tak til alle deltagere og bidragydere

Skagen Handel ønsker at rette en stor tak til alle, der har støttet op om dette vigtige formål.

En særlig tak går til de deltagende medlems-butikker og restauranter, der med deres gavmildhed har gjort lotteriet muligt, samt til de mange handlende og løbere, der har købt lodsedler og muffins for at støtte kampen mod kræft.

Uden jeres opbakning og generøsitet ville det ikke være muligt at sende hele 60.000 kr. videre til Kræftens Bekæmpelse – en bedrift, vi alle kan være stolte af!