• Forside
  • Kultur
  • Skagen Festival med stærk appel til det lokale erhvervsliv 
30 november, 2023 Kultur

Skagen Festival med stærk appel til det lokale erhvervsliv 

Skagen Festival er en vigtig del af sommeroplevelserne i Skagen og har været det siden 1971. Men uden lokal opbakning – og ikke mindst økonomisk opbakning – vil den ikke kunne afvikles.

Festivalen har styrket såvel bestyrelsen som organisationen.  Alt sammen for at sikre, at der også er festival i Skagen i 2024 og i fremtiden.

Skal missionen lykkes, er det vigtigt, at de lokale sponsorer bakker op både i 2024, men også de kommende år.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at det bliver stadig vanskeligere at få økonomien til at balancere. Der er store udgifter til musikprogrammet, markedsføring, samt til planlægning og afvikling af festivalen.”

Jesper Hegaard, Formand for Skagen Festival

Han peger blandt andet på, at festivalen fremover ikke længere er momsfritaget, som den ellers har været i en årrække.

“Vi afvikles ikke på én indhegnet festivalplads, men på flere scener, flere steder i Skagen. Derfor er vi nu og i fremtiden momspligtige, hvilket har sat budgettet under pres.”

påpeger Jesper Hegaard

Rækker ud til erhvervslivet

Skagen Festival samler i titusindvis af gæster fra hele landet og er på den måde med til at trække ekstra mange turister til området til gavn for overnatningssteder, spisesteder, barer, detailhandlen mv.

Tilsammen giver det en fantastisk fest i byen, som hvert år skaber en meromsætning i Skagen på op mod 100 mio. kr.

“Vi er en af Danmarks ældste folkemusik-festivaler og vi har en lang og stolt tradition for at være en åben fest uden hegn. En fest for hele byen, hvor alle kan være med og det vil Skagen Festival kæmpe for at blive ved med at være.”

Jesper Hegaard

Konkurrencen internt i byen er dog skærpet, da flere og flere beværtninger tilbyder gratis livemusik og sælger øl fra egne ølvogne. Det er også noget af det, der gør netop Skagen Festivalen speciel, men det er vigtigere end nogensinde før, at erhvervslivet i Skagen bakker op. Vi appellerer derfor til, at alle kigger på, hvordan der kan bidrages og om man kan forhøje sit sponsorat.”

Jesper Hegaard

Han understreger, at Skagen Festival er dybt afhængige af økonomisk opbakning fra lokale sponsorer. 

“Der har været rigtig god opbakning hidtil, og vi håber, at der også i år vil være stor velvilje blandt sponsorerne i området.

Arbejdet med at tegne sponsorater starter nu.”

Jesper Hegaard

Rækker ud til private 

Det er ikke kun erhvervslivet, Skagen Festival rækker ud til. 

I 2024 bliver det desuden muligt for privatpersoner at bakke op om Skagen Festival ved at købe et støttearmbånd. En oplagt mulighed for alle skawboere samt gæster, der holder af at færdes i Skagen i de glade festivaldage

Skagen Festival finder sted 4.-7. juli 2024.

Her kan du bl.a. opleve store navne som Tom Donovan, The Dublin Legends, Tørfisk, Shu-bi-dua 2.0. Lars Lilholt Band, Peter Sommer, Søren Huss Band og mange flere.

Det færdige program er på trapperne.  

Glæd dig til sommer!