• Forside
  • Nyheder
  • Skagen Festival: En signaturbegivenhed, der ikke må gå tabt
05 januar, 2025 Nyheder

Skagen Festival: En signaturbegivenhed, der ikke må gå tabt

Skagen Festival har i over 50 år været en central del af byens identitet og et samlingspunkt for både lokale og gæster. Festivalen skaber ikke bare glæde og musik i fire dage – den genererer en økonomisk omsætning på op mod 50-60 millioner kroner i Skagen, alt sammen på bare 4 dage og engagerer over 600 frivillige, hvoraf 50 er engageret hele året.

Som byens største kulturelle begivenhed er det vigtigt at anerkende den enorme værdi, festivalen bringer til byen – for erhvervslivet, for de ansatte, og for hele byens herlighedsværdi.

Skagen Erhvervsforening tager nu første skridt i en fælles indsats for at sikre festivalens overlevelse og opfordrer alle byens aktører til at støtte op.

Skagen Erhvervsforening donerer 25.000 kr. til Skagen Festival.

En opfordring til handling

“Skagen Festivalen er ikke bare en tradition, den er en del af vores DNA og en af motorerne for byens økonomi og fællesskab.”

– Sådan siger Allan Kastor, bestyrelsesformand i Skagen Erhvervsforening, som fortsætter:

“Nu er det tid til, at vi alle tager ansvar. Jeg opfordrer jer – virksomheder, organisationer og borgere – til at komme ud af hulen og bidrage økonomisk, så vi sammen kan sikre, at Skagen Festivalen fortsætter med at være en kilde til stolthed og vækst.”

Festivalens bredere betydning

For Susanne Nielsen og Klaus Henry Kristoffersen, repræsentanter fra forretningsudvalget i Skagen Erhvervsforening og daglige repræsentanter fra henholdsvis FF Skagen og Scandic Pelagic, handler støtten om mere end økonomi.

“Selvom man som virksomhed måske ikke direkte mærker en gevinst i kassen under festivalen, skaber den uvurderlig værdi for vores medarbejdere, borgere og byen som helhed.”

– Sådan lyder det fra Klaus Henry Kristoffersen som understreger vigtigheden i at bakke op om festivalen.

“Skagen Festivalen giver vores ansatte og deres familier en unik oplevelse og styrker byens tiltrækningskraft som et fantastisk sted at bo og arbejde. Det er ikke bare en investering i fire dage – det er en investering i Skagens fremtid.”

– Sådan supplerer Susanne Nielsen og opfordrer flere virksomheder til at støtte.

Udfordringer kræver opbakning

Selvom den manglende momsfritagelse skaber pres på festivalens økonomi, er der stor tillid til at fælles opbakning kan sikre fremtiden.

”Selvom udfordringerne er store, er det ingenting i forhold til, hvad vi kan opnå, når vi står sammen. Skagen Festivalen er værd at kæmpe for.”

Sådan afslutter Allan Kastor, Skagen Erhvervsforening og opfordrer derfor virksomheder, borgere og andre interessenter til at bidrage økonomisk og dermed sikre, at festivalen fortsætter med at være en fest for byen og en drivkraft for lokal vækst.

Læs mere om muligheden for at støtte festivallen lige her eller gå på opdagelse i årets program lige her