14 november, 2025 Nyheder

Skagen Bryghus A/S har 20-års fødselsdag

Det startede i en gruekedel hjemme i en garage. Her eksperimenterede en ung mand fra Skagen med at lave sine egne øl. Det havde han et vist talent for, skulle det hurtigt vise sig. I 2004 blev en af René Diget Søgaard Sørensens første øl, Drachmann-øllen, kåret som ”Danmarks bedste pilsner”.

Resten er historie, som man siger, men en god historie.

I 2005 startede René Diget Søgaard Sørensen og en række andre øl-entusiaster Skagen Bryghus i byens gamle elværk på Kirkevej, og her godt 20 år senere har Skagen Bryghus for længst slået sit navn fast. Som et af Danmarks bedste mikrobryggerier. Og som en solid arbejdsplads med 16 fastansatte og omkring 50 ansatte i højsæsonen, når der for alvor bliver langet øl over disken i det gamle elværk.

Diplomer på væggene vidner om de mange priser, øllene fra Skagen har taget. Senest blev ”Drillepot” kåret som ”Danmarks bedste classic alkoholfri-øl” i Tivoli i samarbejde med Danske Ølentusiaster. Mens smagsdommerne ved Nordic Brew Festival gennem årene har kåret utallige af bryghusets gode øl.

Skagen Bryghus er et aktieselskab med omkring 2300 aktionærer, som er inviteret til en stor fødselsdagsfest den 22. november. Gennem årene har der været stor lokal opbakning, som har været, og er altafgørende for en virksomhed som Skagen Bryghus.

I den gamle maskinhal, hvor der før stod store dieselmotorer til el-produktion, blev der opført et 2.000 liters tysk Kaspar Schultz brygværk med kobber beklædning og 9 gærtanke.

I restauranten er der plads til 200 gæster, som bliver forsynet fra mahognibaren med 24 fadølshaner. God frokost, håndbrygget øl og rockmusik hver fredag og lørdag, er kendetegnet for Skagen Bryghus. Restauranten blev udvidet i 2019 med Lounge afdeling på 1.sal, og plads til 80 gæster. Et kig direkte ned til brygværk, gærtanke og scene.

Ud over det gode øl, så byder Skagen Bryghus på en rigtig lækker frokost. Bla. fisketapas, bryghusets steak, bryggerburger, hjemmelavet fiskefrikadeller eller rørt tatar.

Vi har Danmarks største Biergarten, med plads til ca. 500 gæster, betjent af 2 barer med 24 fadølshaner. Til at føde alle fadølshanerne, har vi i ølkælderen 18 stk. serveringstanke a’ 1.000 liter med friskbrygget fadøl. Bryghuset har altid 65.000 liter øl på gær, lager, tap og kældertanke.

Der bliver arrangeret rundvisning og ølsmagning i bryggeri/tapperi, flere gange om ugen, hele året rundt.

På Skagen Bryghus brygger vi specialøl efter Brygmester & Direktør René Søgaard Sørensens opskrifter. Vi har et bredt sortiment på ca. 40 forskellige øl, herudover brygger vi øl efter årstid og ønsker.

Kendte øl fra bryghuset, er bla. Drachmann pilsner, Skawskum classic, Væltepeter bock, Bundgarn porter eller julebryggen Klitnisse.

I 2017 kom et nyt produkt på gaden, Ølsnaps destilleret på Skagen Bryghus øl. Vi har forskellige typer, lagret på gamle sherryfade og nye franske egetræstønder. Herudover har vi i 2019 lanceret vores egen Gin og Vodka baseret på destilleret øl tilsat forskellige ingredienser.

Skagen Bryghus er et af Nordjyllands største musiksteder. Vi har ca. 125 musikarrangementer om året. Fredag eftermiddag kl.15.00-18.00 har vi som regel en sologuitarist på, og en gang imellem duo eller rockbands, særligt i forbindelse med helligdage. Hver lørdag hele året, er der koncert kl.15.00-18.00. Musikstilen er typisk rock, bluesrock, hits og pop.

Skagen Bryghus er virkeligt et besøg værd, når man gæster Skagen. Bryghuset har for længst slået sig fast, som et kulturhus i Skagen.