Skagen Bageri & Café kunne kl. 8 her til morgen byde de første kunder indenfor til det nye bageri og café i Østerby, i de lokaler som tidligere har huset Toppen af Danmark.
Skagen har her fået et nyt sted, for alle, der elsker godt brød, velsmagende frokostretter og hyggelige cafébesøg. I dag, den 5. februar, slog Jesper Winter, ejer af bl.a. Skagen Fiskerestaurant og Skagen Bageri & Café, dørene op til sin nyeste satsning: Skagen Bageri & Café i Østerby.
Allerede fra morgenstunden var stemningen fyldt med forventning og glæde blandt de fremmødte gæster, som blev taget imod af en pianist på caféens piano samt det storsmilende og imødekommende personale, som helt tydeligt også havde glædet sig til denne store åbningsdag.
Du finder det nye bageri og café i de velkendte lokaler på Sct. Laurentiivej som tidligere husede Toppen af Danmark, med Skagens Museum og Slagter Munch som nærmeste naboer. Nu emmer stedet i stedet af lækkert bagværk, velduftende baristakaffe og ikke mindst en indbydende atmosfære.
Den nye café er mere end bare et bageri. Med et større køkken og udvidet menukort tilbyder stedet alt fra lækre open sandwiches med Skagen-skinke eller koldrøget laks, til dagens grød og den populære BMO (bolle med ost) – nu også som RMO (rugbrød med ost).
Derudover kan bageriets gæster også se frem til uimodståelige og iskolde juices, smoothies, shakes og på sigt også en tap-selv vinbar med otte forskellige vine.
Alt dette vil blive implementeret løbende, efterhånden som vi går imod lysere tider.
Caféens åbningstider er alle ugens dage fra kl. 07.00 til 17.00, mens køkkenet holder åbent fra kl. 8 til 15.
Åbningsdagen bliver fejret med manér. Gæster kan nemlig hele dagen – så længe lager haves, nyde en helt særlig kage kreeret af bagedystvinderen Sæþór Kristínsson som også selv er til stede her på åbningsdagen.
Desuden er der levende musik fra et flygel, som fremover vil danne ramme om lørdagskoncerter mellem kl. 8 og 11 – og hver dag i den absolutte højsæson i ugerne 28, 29 og 30.
Jesper Winter løfter også sløret for planer om en gårdhave bag caféen og siddepladser langs bygningen, der gør stedet perfekt til sommerdage i Skagen.
Alle brød og kager bages dagligt i bageriet ved Rådhuset for at sikre den velkendte kvalitet, som kunderne allerede elsker. Laila Bech, daglig leder af caféen i Vesterby, har fået ansvaret for begge afdelinger, og kokken Anders Rex styrer køkkenet i Østerby.
Jesper Winter forklarer, at tanken om at åbne en café i Østerby har været undervejs længe. Da Krages Bageri lukkede, og lokalerne blev ledige, blev idéen en realitet.
Med en kombination af godt håndværk, en hyggelig atmosfære og et bredt udvalg af mad og drikke er Skagen Bageri & Café i Østerby en oase for både lokale og turister. Uanset om du leder efter en hurtig kop kaffe, købe lækkert brød og kage med hjem, nyde en solid frokost eller blot den gode stemning, er caféen et besøg værd.
Så kig forbi Sct. Laurentiivej og oplev Skagens nyeste samlingspunkt.