
Arkivfoto af en nøddekrige, som opsøger et menneske for føde - foto: Grenen Fuglestation
Et usædvanligt fugletræk er i disse uger på vej ind over Danmark – og Grenen i Skagen er blandt de få steder i Jylland, hvor det allerede kan mærkes.
Grenen Fuglestation har mellem den 27. september og 2. oktober registreret fire tyndnæbbede nøddekriger. Fuglene kommer fra Rusland og er en del af den største invasion af arten i Vesteuropa i 18 år.
Nøddekrigen er normalt en sjælden gæst i Danmark, og i nogle år bliver arten slet ikke set herhjemme.
I perioden fra 23. september til 2. oktober blev der registreret 110 tyndnæbbede nøddekriger i Danmark.
Langt størstedelen er hidtil set i den sydøstlige del af landet – særligt omkring Stigsnæs på det sydvestlige Sjælland – mens fuglen på det tidspunkt kun var registreret fire steder i Jylland.
Skagen er altså blandt de få jyske lokaliteter, hvor fuglekiggere allerede har haft mulighed for at opleve den sjældne gæst.
Og ifølge Grenen Fuglestation er der tegn på, at flere kan være på vej.
De tyndnæbbede nøddekriger har siden sensommeren bevæget sig mod vest og sydvest fra Rusland gennem Finland og Sverige.
For omkring ti dage siden begyndte de første at nå Danmark, og fugle fra invasionen er nu også nået det nordlige Tyskland, Holland og det sydvestlige Norge.
Når fugle på denne måde pludselig optræder i stort antal langt fra deres normale udbredelsesområde, betegnes det som en invasion.
Årsagen er ifølge Grenen Fuglestation mangel på føde i fuglenes normale leveområder.
Nøddekriger kan variere voldsomt i antal fra år til år.
Nogle år ses stort set ingen i Danmark, mens der under særlige forhold kan komme meget store invasioner.
Den seneste virkelig omfattende invasion herhjemme fandt sted helt tilbage i 1968, hvor titusindvis af nøddekriger optrådte i Danmark.
Den aktuelle bevægelse er endnu langt fra den størrelsesorden, men betegnes som den største invasion i Vesteuropa i 18 år.
Nøddekrigen er en mindre kragefugl på omkring 33 centimeter med et vingefang på cirka 51 centimeter.
Fjerdragten er brun og sortbrun med mange markante hvide pletter, mens undergumpen er hvid. Halen er forholdsvis kort, og næbbet er langt og smalt.
Netop den tyndnæbbede race, som nu dukker op fra Rusland, er desuden kendt for ofte at være forholdsvis tillidsfuld.
Det betyder, at heldige fuglekiggere kan få usædvanligt gode muligheder for at betragte den på nært hold.
For langt de fleste af de nøddekriger, der når frem til Vesteuropa under en invasion, bliver rejsen hård.
Ifølge Grenen Fuglestation vil hovedparten ikke overleve frem til næste ynglesæson.
Men enkelte fugle kan slå sig permanent ned, og tidligere invasioner har flere gange ført til, at nøddekriger efterfølgende har ynglet i Danmark.
For fugleinteresserede i Skagen er der derfor god grund til at holde ekstra godt øje i den kommende tid – de fire fugle ved Grenen behøver langt fra at blive de sidste.