17 september, 2025 Nyheder

Saxild lukker efter tre sæsoner i Skagen

På Store Bededag 2023 slog Saxild dørene op ved Anchers Hus – og i løbet af tre somre har stedet markeret sig som en af Skagens små gastronomiske perler og små hyggekroge.

Nu er det slut. Efter sæsonen 2025 har Saxild nu lukket dørene for sidste gang.

Saxild blev skabt som et mødested, hvor mad, musik og kunst kunne forenes i intime og æstetiske rammer.

Her har gæsterne kunnet nyde alt fra sommerlige serveringer til stemningsfulde koncerter i gårdhaven, omgivet af Skagens kunstneriske arv.

”Fra dag ét har vores mål været at skabe en oase, hvor mad, musik og kunst kunne mødes i æstetiske rammer. Vi føler, at vi har nået det mål, og det takker vi jer for,”

– skriver teamet bag Saxild i et afskedsopslag på Facebook

Teamet bag Saxild sender i forbindelse med lukningen en særlig tak til Skagens Museum for samarbejdet – og ikke mindst til de mange gæster, der har lagt vejen forbi og været med til at gøre stedet levende.

Lukningen sker ifølge teamet, for at give plads til nye kræfter i Saxilds gård og for at skabe rum til kommende projekter.

Selvom Saxild nu lukker kapitlet ved Anchers Hus, er det ikke et definitivt farvel.

Holdet bag Saxild står nemlig fortsat bag de to andre populære steder i byen, Sømærket og Hyttefadet, hvor gæsterne fortsat kan finde lidt af Saxilds DNA.