Mandag aften er det igen tid til en af Skagens mest stemningsfulde traditioner: Sankt Hans på Sønderstrand.
Flere har henvendt sig til os med spørgsmål om hvor vidt årets bål bliver til noget. Vi har spurgt arrangørerne hos Toppen af Danmark, og ja, hele arrangementet inklusive bålet forventes gennemført som planlagt.
De understreger samtidig at det lokale brandvæsen er på stedet og sørger for en sikker tænding af årets Sankt Hans bål – og de bliver på stedet indtil bålet er gået ud.
I år har børnene i Børnehuset Cronborgvej haft en ganske særlig opgave. Det er nemlig dem, der har lavet årets heks, som mandag bliver sat på toppen af bålet ved Vippefyret.
Heksen blev hentet i torsdags – og som tak for indsatsen blev børnene belønnet med is, mens de vinkede farvel til heksen, som de selv har været med til at skabe.
Tøjet til heksen er venligt sponsoreret af Promissio Genbrug Skagen, som holder til i det gamle posthus.
Sankt Hans ved Vippefyret og på Sønderstrand er en tradition, der rækker mere end 100 år tilbage og blev foreviget i P. S. Krøyers maleri ”Sankthansblus på Skagen Strand”.
Det er en helt særlig dag aften hvor fællesskabet og sommerstemningen er i centrum, og hvor der også tændes ild i kurven på vippefyret, hvilket i den grad er prikken over i’et på en i forvejen ret fantastisk og stemningsfuld aften.
Hvert år samler begivenheden mange hundrede mennesker, og i år er ingen undtagelse.
Det er Turistforeningen Toppen af Danmark som står bag arrangementet og de værner stolt om traditionen, der er med til at styrke fællesskabet i byen.
Aftenens båltale holdes af journalist, forfatter og tidligere chefredaktør hos Ekstra Bladet, Poul Madsen, som også er kendt fra mange radio- og tv-programmer. Han er kendt for sine skarpe pointer og vil med garanti sætte ord på både midsommer og samfund med kant og energi.
Kl. 20.40:
Musikken spiller ind og aftenens program kan hentes ved scenen
Kl. 20.55:
”Lyse nætter” fremføres af Den Unikke Trio og medlemmer af Klitkoret
Kl. 21.00:
– Velkomst ved Nicolai Nissen, turistdirektør Toppen af Danmark
– Fællessang: Skagensangen »Erindring«
– Båltale ved Poul Madsen
– Musikalsk indslag ved Den Unikke Trio
– Fællessang: »Der er et yndigt land«
– Bålet tændes
– Fællessang: Midsommervisen »Vi elsker vort land«
Der er lagt op til en magisk aften med musik, fællesskab og varme fra bålet på stranden – og med årets heks i toppen, skabt af de mindste hænder i byen.