• Forside
  • Nyheder
  • Ruths Hotel fejrede rejsegilde på nye personaleboliger i Skagen
31 oktober, 2024 Nyheder

Ruths Hotel fejrede rejsegilde på nye personaleboliger i Skagen

I går, onsdag den 30. oktober markerede Ruths Hotel i Skagen en vigtig milepæl med rejsegilde på deres nye personaleboliger, Ruths Community, beliggende på Doggerbanke 3 i Skagen.

Grundet en frisk vestenvind blev arrangementet holdt indendørs i en af de nye bygninger, hvor bygherre, håndværkere, ingeniører, arkitekter og andre involverede parter deltog for at fejre projektets fremgang.

Direktør Tom Boye indledte arrangementet med en varm velkomst, hvorefter han gav ordet videre til Henrik Fjordbak fra Fjordbak Byg A/S, der står som hovedentreprenør på projektet.

Repræsentanter fra LOOP Arkitekter og Peter Christian Bühlmann Jensen, medlem af Ruths Hotels bestyrelse, holdt ligeledes taler og udtrykte deres begejstring for det betydningsfulde projekt.

Traditionen tro blev der serveret pølser og brød efter talerne – en afslappet markering af byggeriets fremskridt.

Løsning på boligmangel og rekrutteringsudfordringer

Med 40 lejligheder, der kan huse op til 60 medarbejdere, er byggeriet på Doggerbanke 3 i Skagen en nødvendig løsning for Ruths Hotel.

Ruths Community understøtter på bedste vis hotellets strategi for at sikre kvalificeret arbejdskraft året rundt.

Den stigende mangel på lejeboliger i Skagen kombineret med høje priser har længe udfordret hotellet, og derfor købte Ruths Hotel i 2022 grunden med henblik på at tilbyde personalet et moderne og prisvenligt sted at bo.

Tom Boye uddyber:

”Det bliver en stor forløsning endelig at kunne tilbyde vores dygtige medarbejdere moderne faciliteter i et trængt marked. Dette projekt sikrer, at vi fortsat kan levere oplevelser i høj kvalitet til vores gæster, samtidig med at vi værner om vores medarbejdere.”

Tom Boye understreger endvidere, at dette tiltag er i tråd med Ruths Hotels fokus på kvalitet og bæredygtighed i alle aspekter.

Fokus på bæredygtighed

Byggeriet er designet med en grønnere profil i tankerne, og Ruths Hotels nylige Green Key-certificering har sat en standard for valg af bæredygtige materialer og løsninger i projektet.

Udover boliger vil området også omfatte fællesfaciliteter såsom et vaskeri, parkeringspladser og et fælleshus.

Det samlede areal for bebyggelsen er på 1.428 kvadratmeter, fordelt over 16 bygninger på den 5.238 kvadratmeter store matrikel.

Et langsigtet projekt

Projektet, som er anslået til at koste over 40 millioner kroner, markerer en langsigtet investering for Ruths Hotel. Byggeriet forventes at stå færdigt i foråret 2025, og når det står klart, vil det være et vigtigt aktiv for hotellets drift og mulighed for at fastholde medarbejdere på længere sigt.

Med Ruths Community sætter Ruths Hotel et stærkt eksempel i forhold til at imødekomme boligmanglen for medarbejdere i Skagen-området.