• Forside
  • Nyheder
  • Restauratører sender brev til byrådet – Uden restaurationsforskriften er udeservering i fare
14 marts, 2024 Nyheder

Restauratører sender brev til byrådet – Uden restaurationsforskriften er udeservering i fare

Foreningen Musik i Skagen, som tæller en lang række af byens restauranter og beværtninger, har onsdag aften sendt et brev til Byrådet i Frederikshavn Kommune.

I brevet udtrykker de deres bekymring over fremtiden for byens restaurationer og dermed en stor del af Skagens DNA, hvis restaurationsforskriften droppes.

Ifølge restauratørerne vil livet som restauratør uden restaurationsforskriften være brolagt med problemer.

Ingen forskrift betyder nemlig en åbning for, at borgere kan klage over støj – ikke bare fra musik, men også fra eksempelvis restauranternes og beværtningernes udeserveringsområder.

Netop støj fra udeservering tæller imidlertid ikke med i støjmålingen i restaurationsforskriften – her fokuseres der alene på støj fra musik.

Foreningen Musik i Skagen foreslår i brevet politikerne til at fastholde restaurationsforskriften og derimod midlertidigt suspendere muligheden for at søge om de 10 dispensationer til at må overgå de ellers gældende støjgrænser, indtil der er foretaget en ny VVM-undersøgelse og man dermed retmæssigt kan genbehandle dispensationerne efter alle love og regler.

I brevet fremgår det endvidere at restauratørerne frygter en amputeret Skagen Festival for både publikum, Foreningen bag Skagen Festival og restauratørerne, hvis restaurationsforskriften bortfalder. En del af denne er nemlig at alle restaurationer fritages for at ansøge om dispensation til live musik under Skagen Festival.

Hvad politikerne beslutter bliver vi klogere på efter Byrådsmødet på onsdag, d. 20. marts – indtil da kan du læse brevet i sin helhed herunder: