Hele 66 af Nordjyllands gode spisesteder kan have forventning om uanmeldt testbesøg af juryen i Bedst i Nordjylland / Value for Money, når 5. sæson fra påske går i gang – med finale i oktober. Samtidig lanceres ny hjemmeside med alle anmeldelser.
Bl.a. Facebookgruppen Gourmetkartellets over 6.000 vidende medlemmer har holdt skarpt øje og anbefalet nye kandidater over hele landsdelen.
De spændende meldinger gør, at juryen til Bedst Nordjylland / Value for Money-prisen – efter yderligere research – igen kan melde om rekord: Hele 66 delikate kandidater til årets pris mod 59 i 2024.
”Selv om mange i branchen er presset, og generelt oplever gæsterne lidt mere forsigtige med de største regninger, så er optimismen også stor, og vi fornemmer derfor flere spændende restaurantionsåbninger end ærgerlige lukninger,”
– fortæller Mads Stenstrup, juryformand og initiativtager til konkurrencen om Bedst i Nordjylland-prisen, der i sin nuværende prisbevidste form går nu i gang med sin 5. sæson.
Afløseren for seneste års vinder HimmerRiget og i øvrigt også seneste finalist Alimentum skal findes. Også fordi disse to stjernerestauranter, ligesom fx også Okê, i den kommende sæson ikke længere vil tilbyde en gourmetmenu light, der holder sig inden for konkurrencens krav om 700-1500 kr. for minimum 4 retter inkl. vinmenu (med minimum tre ugentlige åbningsdage det meste af året).
”Til gengæld har vi også oplevet i hvert fald en enkelt toprestaurant, nemlig Fauna Dining i Musikkens Hus gå den modsatte vej i år og forenkle sin flotte fine dining-menu lidt og samtidig nedsætte prisen til vores niveau. Fedt også endelig at få dem med,”
– bemærker Mads Stenstrup og fortsætter:
”Trods god sponsorhjælp når vi ikke tilnærmelsesvis at besøge alle 66 dygtige kandidater, inden vi efter sommerferien har identificeret årets 4 semifinalister. Men 25-30 stykker skal vi nok nå. Og i løbet af de næste par uger identificerer juryen et godt mix af tidligere kendinge blandt kvalitetsrestauranterne og helt nye spændende kandidater, som pludselig vil opleve, at vi dukker – uanmeldt – op og rapporterer om deres flotte, prisvenlige nordjyske gastronomi – til Gourmetkartellets Facebook-side,”
– forklarer Mads Stenstrup.
Som noget nyt har konkurrencen også fået udviklet en selvstændig hjemmeside www.bedst-i-nordjylland.dk, som netop er gået online.
Her kan alle fremtidige men også tidligere anmeldelser frit læses og siden benyttes som nordjysk gourmetguide af enhver interesseret. Ligesom reglerne, juryen og sponsorerne, der gør arbejdet økonomisk muligt, også mere grundigt er præsenteret her.
”Vi har samtidig op til sæsonen bestræbt os ekstra på at skabe et bedømmelsessystem, der i endnu højere grad end tidligere synliggør de dygtigste af restauranterne uden at skabe fordele for dem, der med de højeste priser også har råd til at servere de mest eksklusive råvarer. En flot præsenteret servering med kuller og kål skal helst tælle lige så højt i konkurrencen som en tilsvarende med eksempelvis foie gras og trøfler, hvis prisen er tilsvarende lavere” understreger Mads.
Juryformanden har i øvrigt brugt efterårs- og vintermånederne til at forberede en stor, særdeles velillustreret Coffee Table-bog om 22-23 af de bedste nordjyske restauranter: ”Stjernestunder i Nordjylland”, der udkommer på både dansk og engelsk efter sommerferien.
Det arbejde har også givet ham en del inspiration til Bedst i Nordjylland-konkurrencen og omvendt. Tidligere har han været medforfatter på tilsvarende værker om nogle af verdens bedste restauranter***.
Her er årets i alt 66 dygtige kandidater i uprioriteret, men geografisk rækkefølge.
Nord (og vest):
Aalborg:
Syd:
De fire forudgående finaler har stået mellem (med førstnævnte som vinder):
Juryen består i øvrigt i år – ud over Mads Stenstrup – af influencer og tidl. Masterchef-vinder Laura Sahl, Gourmetkartelbestyrer Michael Jul Jensen, hospitalsdirektør og amatørgourmet og vinkender Søren Hjorthshøj samt bagermester og tidl. Michelin-kok William Kærup.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger foregår uanmeldt og gøres velvilligt økonomisk mulige af revisionsfirmaet Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost og fra i år også grilludstyrsproducenten OFYR.
”Som altid stor tak til dem for at gøre disse oplevelser og vores rapporter mulige,”
– tilføjer Mads.