Tidligere i dag, torsdag den 19. juni kl. 13, blev der markeret en væsentlig milepæl i udviklingen af Skagens nye oplevelsescenter, Maskinrummet, da håndværkere, samarbejdspartnere og venner af projektet var samlet til rejsegilde på byggepladsen på Skagen Havn.
Bag projektet står erhvervsmanden Henning Kjeldsen, og torsdagens arrangement blev en festlig hyldest til det håndværksmæssige arbejde, der nu har bragt byggeriet så langt, at man kunne løfte blikket og begynde at ane konturerne af det, Maskinrummet vil blive når dørene slås op til den officielle åbning til næste forår.
Deltagerne blev budt velkommen til både en rundtur i byggeriet, lidt godt til ganen og selvfølgelig grillede pølser – alt sammen i ægte rejsegildeånd.
Der blev sagt et par ord og skålet for det arbejde, der er lagt, og det fællesskab, der gør projektet muligt.
Maskinrummet er tænkt som et oplevelsescenter med rødder i Skagens og Danmarks maritime og industrielle historie – og med blikket rettet mod både kultur, formidling og fremtidige oplevelser.
Når det står færdigt, bliver det en ny attraktion i Skagen, hvor både lokale og turister inviteres indenfor til store oplevelser, levende fortællinger og sanselige indtryk.
Rejsegildet var ikke blot en fejring af en vigtig milepæl i byggeriet, men også et synligt tegn på, at idéen om det nye oplevelsescenter Maskinrummet nu for alvor er ved at blive virkelighed.
Fotograf: Kristoffer Vangsted