
Arkivbillede
Regeringen styrker miljøkontrollen med tankskibe, der befinder sig ved Skagen Red, som er et knudepunkt for skibstrafik i Østersøen.
Hvert år passerer flere tusinde skibe gennem det danske farvand, og en stor del af dem ankrer op ved Skagen Red, der er en af Nordens største ankerpladser og fungerer som porten til og fra Østersøen.
Regeringen vil nu styrke miljøtilsynet med skibe, der ankrer op ved Skagen Red. Indsatsen sker som følge af øget aktivitet af ældre skibe, der blandt andet transporterer sanktionsbelagt olie gennem de danske farvande, og som medfører en øget risiko og bekymring for bl.a. havmiljøet.
“Vi ved, at der er en del trafik bestående af ældre skibe, der sejler igennem dansk farvand, og de udgør en særlig risiko for vores havmiljø. Derfor strammer vi nu kontrollen med helt grundlæggende miljøregler, så vi kan sætte mere effektivt og konsekvent ind over for tankskibe og den russiske skyggeflåde,”
– siger miljøminister Magnus Heunicke.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
”Vi skal sætte en stopper for Putins krigsmaskine. Det gælder også den russiske skyggeflåde. Vi tager alle værktøjer i brug. Vi ved fra vores sikkerhedskontroller på Skagen Red, at der blandt disse skibe er gamle og slidte skibe, der sejler rundt. Derfor intensiverer vores myndigheder nu kontrollen, så vi passer på Danmark og dansk farvand.”
Fremover vil Søfartsstyrelsen i et samarbejde med Miljøstyrelsen gennemføre flere miljøtilsyn med skibene for at sikre, at de lever op til miljøreglerne om bl.a. håndtering af affald, ophugningscertifikater, ballastvand (for at modvirke invasive arter), udledning af scrubbervand (for at reducere miljøfarlige stoffer i havet) og krav til brændstof. Tiltagene skal sikre, at skibene efterlever reglerne for miljøbeskyttelse.