• Forside
  • Nyheder
  • Reddere fra Skagen kom nødstedt kutter til undsætning
06 marts, 2024 Nyheder

Reddere fra Skagen kom nødstedt kutter til undsætning

Onsdag morgen blev redderne fra Skagen Redningsstation forstyrret midt i morgenkaffen.

Omkring kl. 06.30 her til morgen blev redderne således kaldt ud til en kutter som var sprunget læk i 3-4 meter høje bølger lidt nord for Grenen.

Kutteren var i de tidlige morgentimer sprunget læk og skipperen havde forgæves forsøgt at holde kutteren flydende ved hjælp af egen pumpe, men desværre uden held. Den 3-4 meter høje sø sendte ganske enkelt mere vand ind i kutteren end pumpen kunne klare.

Dermed måtte han tilkalde hjælp fra redderne fra Skagen Redningsstation, som snart derefter var på vej ud mod kutteren med begge redningsstationens både.

Det var den mindre redningsbåd FRB08 som var først fremme og de fik hurtigt lastet 2 reddere over på kutteren med en ekstra pumpe.

Heller ikke dette var nok, og derfor måtte der også en pumpe til fra den store redningsbåd Lars Kruse som lidt derefter ankom til stedet.

Da redderne fik slæbt kutteren lidt i læ for den værste sø, kunne pumperne holde kutteren tør og den kunne dermed, ved pumpernes hjælp atter sejle for egen kraft.

Skipperen ombord på kutteren havde haft kontakt med de nærliggende værfter i både Skagen og Strandby, men de havde desværre ikke mulighed for at tage kutteren på land med det samme.

Derfor var kutteren nødsaget til at sejle hele den lange vej til Læsø.

Den mindre redningsbåd sejlede herefter i havn alt imens at de to redningsmænd blev ombord på kutteren og Lars Kruse følger skibet hele vejen i havn på Læsø.

Det bliver det man kalder en heldags sejlads for redderne og hos Skagen Redningsstation forventer man først at de er tilbage i Skagen Havn ud på eftermiddagen.

I skrivende stund kl. 10 onsdag formiddag er Lars Kruse og kutteren nået til farvandet mellem Jerup og Strandby og er dermed kun omtrent halvvejs på udturen til Læsø.

Her fra Skagen Nyt ønsker vi redderne fortsat god tur til Læsø og tilbage til Skagen.