Nordjyllands Politi arbejder nu ud fra teorien om, at fyrværkeri kan være den fælles årsag til de seneste brande i Skagen. De formodede tilfælde af brandstiftelse har fundet sted over flere dage, og senest natten til tirsdag, hvor to brande brød ud med kort tids mellemrum i den nordlige del af byen.
Den første af de to brande natten til tirsdag blev anmeldt kl. 22.38 mandag aften. Denne brand fandt sted inde i selve opgangen på Mosegårdsvej 27, hvor en bunke pap og papir var blevet antændt. Politiet mistænker her, at fyrværkeri har været brugt til at starte branden, som dog hurtigt blev slukket af det lokale beredskab uden større materielle skader.
Cirka halvanden time senere – kl. 00.20 natten til tirsdag – blev brandvæsenet atter kaldt ud, denne gang til en brand i et affaldsskur på Danevej, kun få meter fra det første brandsted.
Her var situationen dog mere alvorlig, da skuret brændte voldsomt og endte med at være brændt fuldstændigt ned. Ved ankomsten var flammerne høje og røgudviklingen kraftig, hvilket førte til at der blev tilkaldt en tankvogn, for at sikre en tilstrækkelig vandforsyning.
Politiet oplyser, at man også mistænker fyrværkeri for at have startet naturbranden, som udbrød lørdag aften nær Poul Eeg Camping. Her måtte brandfolkene kæmpe for at få kontrol over flammerne, som bredte sig hastigt i det tørre terræn.
Den geografiske nærhed mellem brandstederne og den gentagne brug af fyrværkeri som antændelsesmiddel gør, at politiet nu efterforsker, om der er en bevidst sammenhæng mellem hændelserne.
Leder af efterforskningsenheden ved Nordjyllands Politi i Frederikshavn, Peter Skovbak, opfordrer alle i området til at være ekstra opmærksomme, hvis de observerer nogen, der fyrer fyrværkeri af i den kommende tid, hvilket selvsagt ikke er lovligt på denne tid af året.
Eventuelle oplysninger i sagen kan rettes til politiet på telefon 1-1-4.