Forud for det kommende møde i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune anbefaler administrationen en midlertidig suspendering af restaurationsforskriften i Skagen.
Beslutningen er en del af en større proces, der indebærer udarbejdelse af en miljøscreening og potentielt en miljørapport.
Disse tiltag er nødvendige for at sikre, at forskriften opfylder miljøvurderingslovens krav.
Restaurationsforskriften, der har været gældende siden 2010, giver restaurationer mulighed for op til 10 årlige dispensationer til arrangementer med højere støjniveau end Miljøstyrelsens vejledende grænser.
Ifølge Miljø- og Fødevareklagenævnet er forskriften omfattet af reglerne for miljøvurdering, hvilket betyder, at den skal miljøscreenes og vurderes, hvis der findes væsentlige miljøpåvirkninger.
En indledende miljøscreening udført i februar 2024 viste, at forskriften kan have væsentlige påvirkninger, især i forhold til støj.
Selvom ikke alle restaurationer udnytter muligheden for dispensation, skal den maksimale belastning vurderes. Dette kræver en mere omfattende miljøvurdering i form af en miljørapport.
Hvis restaurationsforskriften suspenderes, vil restaurationerne være underlagt de generelle regler i miljøbeskyttelsesloven. Det betyder, at støjgener kan pålægges afhjælpende foranstaltninger eller i værste fald føre til forbud mod arrangementer, der skaber væsentlige gener. Dette vil gælde, indtil forskriften eventuelt genindføres efter miljøvurderingen.
Som den kommunale administration udtrykker det: “Gener fra
musikarrangementer kan umiddelbart afhjælpes ved at skrue ned eller slukke.”
Administrationen foreslår følgende fremgangsmåde:
1. Midlertidig suspension af restaurationsforskriften.
2. Håndtering af restauratørerne efter miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.
3. Udarbejdelse af en miljøscreening og eventuelt en miljørapport.
4. Ny behandling af restaurationsforskriften i udvalget, når miljørapporten foreligger.
Suspenderingen og den efterfølgende miljøvurdering skal sikre, at beslutningsgrundlaget lever op til gældende lovgivning, samtidig med at miljøpåvirkningerne analyseres grundigt.
Plan- og Miljøudvalget vil drøfte anbefalingerne på mødet i næste uge.
Afgørelsen kan få stor betydning for restaurationernes planlægning af arrangementer i 2025-sæsonen, da det er uklart hvor lang processen med først en miljøscreening og derefter formodentligt en miljøvurdering vil tage. Først dér vil plan- og miljøudvalget tage sagen op igen og debatere restaurationsforskriftens fremtid.