
Fredag den 14. november spiller Patina – et af landets bedste liveacts – på Kulturhus Kappelborg i Skagen, hvor de deler scenen med lokale ERGO, som har dybe rødder i Skagen.
Nogle vil kende ERGO som Second Hand, der for få år siden debuterede på Skagens Museum og siden spillede en stor koncert under Skagen Festival i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Bandet består i dag af fem medlemmer, heriblandt skagboerne Thomas Bigum (guitar) og Mathias Vestergaard (forsanger).
“Da vi spillede til festivalen, var vi lidt i et limbo mellem at skrive på engelsk og dansk, og vores musik var begyndt at blive lidt mere rocket i det og knapt så cute eller nuttet som før,”
– fortæller guitarist og skagbo Thomas Bigum om overgangen fra Second Hand til ERGO.
Bandet har arbejdet sig op fra undergrunden og genfundet sit udtryk og sin identitet – denne gang med dansksprogede sange.
Bandet har udsendt tre nye singler, og haft en del radioplay med numrene Ingen kys på motorvejen og Kort sagt, og haft en travl sommer med koncerter på blandt andet UHØRT-festival i København og som support for Hugorm og Saveus.
Og nu er ERGO så klar med deres egen turné, der bringer dem til København, Aarhus og Aalborg – og naturligvis til Skagen, hvor meget af det begyndte.
“Det bliver specielt at stå foran folk, man kender, når vi spiller på Kappelborg. Mathias og jeg har før i tiden begge stået mange gange på den scene sammen med musikskolen” siger Thomas Bigum.
Hvad: Koncert med Patina og Ergo
Hvor: Kulturhus Kappelborg
Hvornår: Fredag den 14. november kl. 20.00