• Forside
  • Nyheder
  • Padel: Skagen/Frederikshavn henter forstærkning i Aalborg
25 juli, 2025 Nyheder

Padel: Skagen/Frederikshavn henter forstærkning i Aalborg

Skagen/Frederikshavns ligahold i padel forstærker sig med 23-årige Sofus Brønnum, som skifter fra 1. divisionsholdet AL-Bank Elitepadel.

“Der er flere grunde til, at jeg skifter. Først og fremmest vil jeg gerne spille mod de bedste spillere i Elitedivisionen, og som nordjyde vil jeg gerne spille på et nordjysk hold,”

– siger Sofus Brønnum.

Skagen/Frederikshavn, som er et fælleshold drevet af Skagen Padelcenter og Padel 99 i Frederikshavn, rykkede op i landets bedste række i december og kvalificerede sig til finalen i foråret. Efterårets ligaturnering begynder fredag 22. august, og det bliver altså med Sofus Brønnum på holdet.

Han hiver et år ud af kalenderen og satser benhårdt på padel-karrieren.

Jeg ser frem til spille med Skagen/Frederikshavns svenskere. De er virkelig dygtige, og dem kan jeg lære meget af. Pablo (Figueroa, red.) kommer også til at bidrage til min udvikling,”

– håber Sofus Brønnum.

Pablo Figueroa er spillende træner i Skagen Padelcenter og Padel 99.

Ud over Skagen/Frederikshavn skal Sofus Brønnum træne et par gange om ugen i Rocket Padel Randers.

Han var tidligere en talentfuld fodboldspiller og var med på AaB’s U17-hold, der vandt DM-bronze, men han valgte i første omgang at satse på golfkarrieren i fødebyen Hals, hvor han havde handicap +1,5.

Efter at han stoppede i Den Kongelige Livgarde i 2023, har padel dog været hans foretrukne idrætsgren. Her kan han bruge sine mentale og fysiske styrker, men der mangler endnu nogle lag, når det gælder teknik.

Her kan jeg godt mærke, at jeg ikke har erfaring fra ketsjersport, men nu giver jeg den en skalle, og jeg glæder mig til at spille og træne i Skagen/Frederikshavn,

– siger Sofus Brønnum.

Allan Kolbro Nielsen, aktiv på ligaholdet og medejer af Padel 99 og Skagen Padelcenter, glæder sig over Sofus Brønnums klubskifte:

“Vi satser helhjertet på vores ligahold, og så er det altså dejligt, når et af Nordjyllands største padel-talenter vælger at spille for os. Sofus er en ambitiøs og struktureret fyr, og jeg er sikker på, at han kommer til at udvikle sig hos os,”

– fortæller Allan Kolbro Nielsen.