12 July, 2024 Kultur

Oplev fremtidens operastjerner på Kappelborg

Når sommerferien lakker mod enden og de lyse nætter aftager, er det igen tid til kulturelle oplevelser, og Kappelborg indbyder til nogle af de helt store allerede i august.

I kan godt begynde at glæde jer til at opleve unge sangere med internationalt potentiale, som allerede nu synger på et imponerende højt niveau, når Skagen Internationale Opera Masterclass afholder sin afslutningskoncert i Skagen Kirke.

Oplev de unge operatalenter præsentere arier, lieder og ensembler, som de har arbejdet med i ugens løb.

Det er desuden muligt at komme og opleve undervisningen i salen på nært hold i ugens løb. Her får man en unik mulighed for at opleve både studerende og undervisere i arbejdstøjet. Hele fire masterclasses har offentlig adgang, inden det kulminerer ved den store afslutningskoncert i Skagen Kirke lørdag den 17. august.

Stortalent deltager i masterclass og koncert

I år har kulturhuset den ære igen at kunne byde det store soprantalent Hedvig Haugerud velkommen til Skagen som deltager ved masterclassen. Hun deltog i masterclassen i 2019, hvor hun vandt talentprisen til Nytårskoncerten 2020, og siden har hendes karriere taget fart.

I april i år vandt hun Wagner-prisen i Aalborg foran mange talentfulde sangere i den prestigefulde Lauritz Melchior International Singing Competition.

I år er der derfor en enestående mulighed for at opleve stortalentet Haugerud til årets masterclass.

Haugerud er uddannet fra Norges musikkhøgskole i Oslo, Conservatoire National et Supérieur de Musique i Paris og Operaakademiet, Det Kgl. Teater og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, i København.

Koncertprogrammet offentliggøres i dagene op til koncerten.

Om Skagen International Opera Masterclass

Skagen International Opera Masterclass har eksisteret siden 2019. Masterclassen ledes af Susanna Eken og Anne Margrethe Dahl og i 2024 er operachef og mezzosopran Randi Stene gæsteunderviser.