26 juli, 2024 Nyheder

Operasanger Jens-Christian Wandt synger for i Paris

Fællessang i Den danske pavillon under OL får professionel hjælp, når Skagen ambassadør Jens-Christian Wandt synger for på terrassen i næste uge.

VisitDenmark har taget en lille bid af den danske folkesjæl med til Paris under OL. Sammen med eksempler på det seneste indenfor dansk innovation er også den blå sangbog Højskolesangbogen, som udgør et stykke nationalhistorie.

Alsang – eller fællessang – har været en del af dansk kultur igennem årtier, og i Den danske pavillon får VisitDenmark og pavillonens gæster hjælp af den kendte danske operasanger Jens-Christian Wandt, som kommer forbi og slår tonen an til fællessang i baghuset på Champs-Élysée både mandag den 29. juli og tirsdag den 30. juli kl. 11.30.

”Jeg glæder mig til at være med til at sætte lyd til nogle af de smukke, danske sange. Fællessang er en fantastisk måde at samles på, og sommeren igennem har jeg de seneste år samlet hundredvis af mennesker til fællessang i Skagen hver uge. Det er en smuk tradition at tage med til Paris,” siger Jens-Christian Wandt.

Igennem de seneste uger har danskerne kunnet byde ind med deres favoritsange, og ud af de rigtig mange bud, er der udvalgt nogle af de populære sange fra bogen. Der er både nye og ældre sange imellem, og pavillonen er åben for alle, der har lyst til at prøve kræfter med en dansk klassiker – eller bare gerne vil lytte på terrassen midt i det vindue til Danmark, VisitDenmark har bygget op i anledning af OL.

Der er sangbøger til alle, der vil være med.

Kort om Den danske pavillon i Paris

Under OL i Paris kan gæster fra hele verden gratis besøge et lille stykke Danmark ved Danmarkshuset på Champs-Élysées. Her kan man møde danske ideer, som bidrager til at skabe et bedre liv og en bedre verden. VisitDenmark står sammen med Erhvervsministeriet i spidsen for fremstødet, der blandt andet støttes af Realdania, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og The Trade Council. Alle er velkomne, og der vil være gratis adgang alle dage fra kl. 11.00 til 22.00.