
Foto af skulpturen med daværende kulturminister Ane Halboe-Jørgensen og Bamsemuseets ejer Jonna Thygesen
Den markante skulptur af Bjørn Nørgaard som står ved indgangen til Skagens Bamsemuseum er blevet stjålet.
Skulpturen med titlen ”Hjerte Bjørn”, blev skabt direkte til Bamsemuseet af den berømte kunstner i 2010.
Skulpturen som har stået foran museets hovedindgang ud til Oddevej, var et vartegn for museet og det samarbejde og venskab der er mellem museet og afdelingen for kræftramte børn på Aarhus Universitets Hospital i Skejby.
Gennem årene er tusindvis af gæster, turister og Skagboer blev fotograferet foran skulpturen.
Tyveriet blev opdaget her til eftermiddag. Man tror dog at skulpturen er blevet stjålet i løbet af natten til i dag.
Er der nogen der har set noget mistænkeligt eller ved noget om skulpturen, så ret meget gerne henvendelse til Bamsemuseet.
Tyveriet er naturligvis meldt til politiet.
Skagen Bamsemuseums skulptur ”Hjerte Bjørn” som blev stjålet tidligere i dag, er nu tilbage på Bamsemuseet.
Skulpturen som kunstneren Bjørn Nørgaard har skabt, blev tidligere i dag solgt sammen med en bunke jern, til skrothandlen KD Handel i Skagen. Ejeren af virksomheden John Olesen var ved at få maden galt i halsen da han ved aftensmaden læste på nettet at skulpturen var blevet stjålet.
Han kontaktede straks Bamsemuseet, og her for lidt siden kom Hjerte Bjørn hjem igen. Det ser ud som om at skulpturen er blevet slebet eller fået en form for behandling. Nu bliver den kørt til Bjørn Nørgaards værksted og atelier, og så får han den rettet til, så den igen kan stå på sin vante plads foran Skagens Bamsemuseum.