Et voldsomt naturbrand er i dag mandag eftermiddag brudt ud i Skagen Klitplantage ved Gl. Landevej, og brandfolk fra store dele af Vendsyssel er kaldt til stedet for at bistå i det omfattende slukningsarbejde.
Røgen fra branden kan ses fra det meste af byen.
Ifølge Nordjyllands Beredskab lyder meldingen på en kraftig brand, og der er derfor blevet kaldt massivt mandskab og materiel til området. Flere stationer – herunder Skagen, Ålbæk, Frederikshavn, Sindal og Brønderslev – er sendt til assistance med autosprøjter, tankvogne, slangtendere, drone og skovslukningsudstyr.
Slukningsarbejdet er først for kort tid siden for alvor blevet sat i gang, efter beredskabet i en længere periode har ledt efter brandens præcise placering i det svært tilgængelige skovområde. Det komplicerede terræn og tørt plantagedække har gjort eftersøgningen og indsatsen særligt udfordrende og der er bl.a. taget ATV’ere i brug for at tilgå området.
Beredskabet har for få minutter siden opfordret alle civile til straks at forlade Skagen Klitplantage, da branden endnu ikke er under kontrol, og situationen kan udvikle sig hurtigt.
Der er indført afspærringer, og Nordjyllands Beredskab beder alle respektere disse og give plads til indsatsen.
Følgende assistance er kaldt til området:
Station Ålbæk: Autosprøjte
Station Frederikshavn: Autosprøjte, 2 x Tankvogn, ATV og Slangtender
Beredskabsstyrelsen i Thisted: 2 x Autosprøjte, 2 x Vandtankvogn, Drone, Skovslukningsmateriel
Station Sindal: Slangtender
Branden har tiltrukket stor opmærksomhed, og Nordjyllands Beredskab har understreget, at man er massivt til stede og arbejder på at få branden under kontrol hurtigst muligt.
Gl. Landevej er lukket for al trafik vest for Rideskolen og vestpå.
Skagen Nyt følger sagen tæt og opdaterer løbende.
Opdatering kl. 16.51:
Nordjyllands Politi meddeler nu at Hulsigstien er spærret og man bedes som cyklist og løber benytte Skagensbanen mellem Skagen og Hulsig.
Opdatering kl. 17.01:
Der er netop kaldt efter vandtankvogne fra både Hjørring, Hirtshals og Sindal – ligesom at de lokale brandmænd er kørt tilbage på stationen efter mere vand til det omfattende slukningsarbejde.
Pt. Er der intet mindre end 48 brandmænd på stedet.
Opdateret kl. 19.57:
Her mere end 5 timer efter at branden blev anmeldt er op imod 80 brand- og beredskabsfolk og 20 køretøjer + politi og hjemmeværnskompagniet fra både Skagen og Frederikshavn nu indsat i forbindelse med den store naturbrand i Skagen Klitplantage.
Netop nu arbejder de mange brandfolk med at lave såkaldte standsningslinjer i forsøget på at forhindre branden i at sprede sig yderligere.
I løbet af natten ændrer vinden nemlig retning, og derfor arbejder brandfolkene nu benhårdt for at få branden under kontrol inden da.
På nuværende tidspunkt er der ingen tidshorisont for slukningen af naturbranden, men det forventes at tage flere dage før end branden er helt slukket.
Hovedvejen ind og ud af Skagen er stadig åben, men bilister bedes være opmærksom da udrykningskøretøjer kører i pendulfart til og fra naturbranden i høj fart.
Opdatering kl. 23.17:
Godt 9 timers hårdt arbejde har lønnet sig – branden meldes nu under kontrol.
Branden er ikke slukket, men er inddæmmet og spreder sig således ikke længere.
Det forventes at slukningen tager det meste af natten.
Brandmændende har hele aftenen kørt i pendulfart for at hente vand på Skagen Havn – hvor også en lokal entreprenør har stillet to lastbiler til rådighed, som uden tvivl har været en afgørende brik i slukningsarbejdet.
Opdatering tirsdag kl. 05.57
Tirsdag morgen arbejder intet mindre end 90 brandfolk stadig på at få bugt med branden.
Branden er her tirsdag morgen ikke længere helt i kontrol – branden er dog dæmpet, men blusser stadig op her og dér.
Det skyldes den ufrenkommellige og tætte fyrreskov.
Fokus er pt. Stadig på at lave de tidligere omtalte standsningslinjer og i store træk at lade det der brænder nu, brænde, men sikre sig at branden ikke spreder sig.
Der har igennem natten været udskiftning af brandfolk, så der er kommet nye friske kræfter til, alt i mens de der knoklede hele eftermiddagen og aftenen kan få et velfortjent hvil.
Brandfolkene vil som minimum være til stede hele tirsdagen.
Opdatering kl. 08.07:
Branden er nu igen under kontrol – men der er stadig adskillige ildlommer og massiv røgudvikling.
Beredskabet beder stadig alle civile blive væk fra området og give plads og arbejdsro til de hårdtarbejdende brandfolk.
Natten igennem arbejdede de for et slukke et større område af branden – og det lykkedes. Tirsdag morgen arbejdes der i fire forskellige områder.
Natten igennem var vinden svag, hvilket gav gode arbejdsbetingelser. Her til morgen er blæsten taget lidt til og skiftet til en sydøstlig retning, hvilket har besværliggjort brandfolkenes arbejde, men de har gjort deres forarbejde med etablering af standsningslinjer.
Opdatering kl. 11.25:
Mandskab fra beredskabsstyrelsen i Herning er nu fremme for at hjælpe til i bekæmpelsen af branden, ligesom at mandskab fra Næstved, Haderslev og sågar Bornholm har sat kursen mod Skagen for at give et nap med og sikre at nogle af de brandmænd som efterhånden har været på vagt i utallige timer, kan komme hjem og få et velfortjent hvil.
I alt har Beredskabsstyrelsen nu indsat 12 køretøjer, 12 vagthavende og 44 værnepligtige som enten er på stedet eller er på vej.
De lokale brandmænd fra Skagen er efter en kort restitution igen indsat i brandbekæmpelsen her til formiddag.
Skovrider Jesper Blom-Hansen har her til formiddag udtalt til TV2 at han ikke anser branden som værende nogen naturmæssig katastrofe.
Ifølge skovrideren vil Klitheden igen stå smukt indenfor 2 til 3 år, men understreger også at bjergfyren i området nok kommer til at se trist ud noget længere.
Han benytter samtidig lejligheden til at rose nattens indsats fra hele beredskabet.
Det anslås at ca. 75 hektar natur er berørt af branden.
Opdatering tirsdag kl. 14.17:
Branden er blusset op igen tirsdag over middag.
Som frygtet volder vinden problemer for brandmændene ude i Skagen Klitplantage.
Vinden giver ganske enkelt mere liv til gløderne – som man kender det fra små bål hjemme i haven kan vind nemlig give nyt liv til de mange gløder der ligger og ulmer.
At branden igen er blusset op er imidlertid ikke brandmændenes eneste bekymring – man frygter nemlig også at gløderne kan springe over de brandbælter man har lavet rundt om branden.
Lige nu er brandmændenes fokus derfor også på at branden ikke spreder sig og man ser det derfor mindre vigtigt om branden måtte blusse yderligere op i det allerede brandehærgede område af klitplantagen.
Der er etableret brandbælter hele vejen rundt om branden og den er således inddæmmet – de næste timer kommer således til at handle om at gløderne ikke flyver over i nye områder af Skagen Klitplantage.
Det forventes at blæse op henover eftermiddagen, inden den igen falder til ro i aften.
Opdatering tirsdag kl. 16.27:
Branden anses nu igen for at være i nogenlunde kontrol. Beredskabet vil dog ikke udelukke at branden kan blusse op på ny, men for nu er der ingen synlige flammer i området.
Nordjyllands Beredskab har tirsdag eftermiddag været ude og takke offentlig for al den hjælp det lokale beredskab i Skagen har fået det seneste døgn. Ikke blot fra brandstationer i hele Vendsyssel samt fra Beredskabsstyrelsen, hjemmeværnet, Nordjyllands Politi og Falck, men også fra private aktører som bl.a. Skagen Beton som var hurtige til at træde til da vand blev en mangelvare.
De oplyser endvidere at beredskabet vil befinde sig i området i de kommende dage.
Foto og video: Kristoffer Vangsted
Dronevideo: Kasper Hesselholt / Content For You