• Forside
  • Nyheder
  • Opdateret: op imod 80 brandfolk arbejder nu på at bekæmpe naturbranden i Skagen Klitplantage
14 juli, 2025 Nyheder

Opdateret: op imod 80 brandfolk arbejder nu på at bekæmpe naturbranden i Skagen Klitplantage

Et voldsomt naturbrand er i dag mandag eftermiddag brudt ud i Skagen Klitplantage ved Gl. Landevej, og brandfolk fra store dele af Vendsyssel er kaldt til stedet for at bistå i det omfattende slukningsarbejde.

Røgen fra branden kan ses fra det meste af byen.

Ifølge Nordjyllands Beredskab lyder meldingen på en kraftig brand, og der er derfor blevet kaldt massivt mandskab og materiel til området. Flere stationer – herunder Skagen, Ålbæk, Frederikshavn, Sindal og Brønderslev – er sendt til assistance med autosprøjter, tankvogne, slangtendere, drone og skovslukningsudstyr.

Slukningsarbejdet er først for kort tid siden for alvor blevet sat i gang, efter beredskabet i en længere periode har ledt efter brandens præcise placering i det svært tilgængelige skovområde. Det komplicerede terræn og tørt plantagedække har gjort eftersøgningen og indsatsen særligt udfordrende og der er bl.a. taget ATV’ere i brug for at tilgå området.

Plantagen evakueres – branden er ikke under kontrol

Beredskabet har for få minutter siden opfordret alle civile til straks at forlade Skagen Klitplantage, da branden endnu ikke er under kontrol, og situationen kan udvikle sig hurtigt.

Der er indført afspærringer, og Nordjyllands Beredskab beder alle respektere disse og give plads til indsatsen.

Følgende assistance er kaldt til området:

Station Ålbæk: Autosprøjte

Station Frederikshavn: Autosprøjte, 2 x Tankvogn, ATV og Slangtender

Beredskabsstyrelsen i Thisted: 2 x Autosprøjte, 2 x Vandtankvogn, Drone, Skovslukningsmateriel

Station Sindal: Slangtender

Branden har tiltrukket stor opmærksomhed, og Nordjyllands Beredskab har understreget, at man er massivt til stede og arbejder på at få branden under kontrol hurtigst muligt.

Gl. Landevej er lukket for al trafik vest for Rideskolen og vestpå.

Skagen Nyt følger sagen tæt og opdaterer løbende.

Opdatering kl. 16.51:

Nordjyllands Politi meddeler nu at Hulsigstien er spærret og man bedes som cyklist og løber benytte Skagensbanen mellem Skagen og Hulsig.

Opdatering kl. 17.01:

Der er netop kaldt efter vandtankvogne fra både Hjørring, Hirtshals og Sindal – ligesom at de lokale brandmænd er kørt tilbage på stationen efter mere vand til det omfattende slukningsarbejde.

Pt. Er der intet mindre end 48 brandmænd på stedet.

Opdateret kl. 19.57:

Her mere end 5 timer efter at branden blev anmeldt er op imod 80 brand- og beredskabsfolk og 20 køretøjer + politi og hjemmeværnskompagniet fra både Skagen og Frederikshavn nu indsat i forbindelse med den store naturbrand i Skagen Klitplantage.

Netop nu arbejder de mange brandfolk med at lave såkaldte standsningslinjer i forsøget på at forhindre branden i at sprede sig yderligere.

I løbet af natten ændrer vinden nemlig retning, og derfor arbejder brandfolkene nu benhårdt for at få branden under kontrol inden da.

På nuværende tidspunkt er der ingen tidshorisont for slukningen af naturbranden, men det forventes at tage flere dage før end branden er helt slukket.

Hovedvejen ind og ud af Skagen er stadig åben, men bilister bedes være opmærksom da udrykningskøretøjer kører i pendulfart til og fra naturbranden i høj fart.

Branden i billeder og video

Foto og video: Kristoffer Vangsted