03 januar, 2022 Nyheder

Nytårshilsen fra Skagen Rideklub

2021 har været et begivenhedsrigt år i Skagen Rideklub med et stigende antal medlemmer, flere sponsorer, nye heste samt en bred vifte af aktiviteter. Og 2022 tegner til at blive endnu bedre med ambitiøse planer for klubbens udvikling og vækst.

Det summer af aktivitet på staldgangene i Skagen Rideklub, for her har man oplevet en særdeles positiv udvikling i løbet af 2021 i form af flere medlemmer, flere sponsorer samt en stor vækst i antallet af opstaldede heste. Klubben kan således på trods af Corona udfordringer glæde sig over en positiv udvikling og vækst, som også kommer klubbens medlemmer til gode.

Det stigende antal medlemmer har bevirket at rideklubben har anskaffet flere rideskoleheste med flere ridehold i ugens løb med både springning og dressur. Der er p.t. venteliste på alle ridehold for såvel børn som voksne. Som noget nyt har Skagen Rideklub også fået tilknyttet berider Jan Søgaard som ekstra underviser i spring og dressur. Jan Søgaard har en bred erfaring som berider og underviser blandt andet i regi af Frederikshavn Rideklub.

De nye klubmedlemmer favner både børn og voksne, og der er et højt aktivitetsniveau i klubbens forskellige udvalg herunder aktivitetsudvalget som i løbet af 2021 har været tovholder for en række succesfulde ridestævner også for islændere med ryttere på deltagerlisten fra hele regionen.

Herudover har man i sommeren 2021 afholdt ridelejr for klubbens yngste ryttere, og det skal gerne blive en fast tradition fremover, så der bliver skabt et godt sammenhold blandt rytterne på tværs af aldersgrupper.

Ambitiøse udviklingsplaner

2021 var også året, hvor Skagen Rideklub fik ny bestyrelse, som har store ambitiøse udviklingsplaner og visioner for rideklubben med afsæt i medlemmernes ønsker. I det forgangne år har man således fået helt nye hestebokse i rideklubbens gamle staldlænge takket være rideklubbens fond, og i 2022 er der blandt andet planer om at renovere de øvrige gamle hestebokse, nyt cafeteria og køkken. Sidst men ikke mindst så vil bestyrelsen søge en række fonde samt flere sponsorer for at få skaffet midler til etablering af en ny multibane for at facilitere klubbens islænder-og springryttere. Der er også planer om på sigt at forbedre klubbens ridebaner og mange hestefolde.

2022 tegner således til at blive endnu et spændende og positivt år for Skagen Rideklub, og bestyrelsen sender en stor tak til klubbens mange dedikerede frivillige samt til de lokale sponsorer, som har bidraget med økonomisk opbakning i løbet af 2021.