26 april, 2022 Nyheder

Nyt krydstogtanløb allerede onsdag

I morgen, onsdag den 27. april anløber det tyske skib AIDAmar fra AIDA Cruises Krydstogtkajen i Skagen.

Det er første gang at skibet anløber Skagen Havn med passagerer ombord. Skibet har dog været i Skagen en del gange tidligere på såkaldt tekniske kald under Coronakrisen.

Ombord er der plads til 2.686 passagerer. De ombordværende passagerer har dog rigeligt plads at boltre sig på.

Ifølge vores oplysninger er der nemlig kun 284, primært tyske gæster, ombord ved anløbet i morgen.

AIDAmar anløber krydstogtkajen (kaj 9) kl. 13.00 og afgår igen kl. 21. Ved afsejlingen underholder Tordenskioldgarden.

Plaketteceremoni

Da det er et førstegangsanløb, i hvert fald med gæster, vil der traditionen tro være en plaketteceremoni.

Morgendagens plaketteceremoni bliver forestået af bestyrelsesmedlem i Cruise Skagen og formand for Skagen Handelsstandsforening Mads Reimer Andersen.  

Skagen er denne gang første havn på ruten. Skibet kommer fra Warnemünde og fortsætter til Eidfjord i Norge.  

Der kører en shuttlebus i pendulfart mellem Krydstogtkajen og byen mellem kl. 13.30 og 18.30.