
På Skagen Skole har man i længere tid arbejdet med det didaktiske koncept “Building Thinking Classroom” (BTC), som har til formål at engagere eleverne i langt højere grad, end det ofte ses i traditionel undervisning. Oprindeligt blev metoden udviklet til matematik, men nu breder begejstringen sig til andre fag.
BTC handler om at få eleverne til at tænke og samarbejde. De arbejder i små, tilfældigt sammensatte grupper på tre, hvor de sammen løser opgaver på vertikale flader som whiteboards. Den første opgave er typisk en tænkeopgave eller gåde, der skal løses i fællesskab, og det skaber hurtigt engagement og aktivitet i klassen.
Senest har 8. årgang prøvet kræfter med BTC i dansk. Her blev eleverne inddelt i grupper via spillekort og kastede sig straks ud i dagens udfordring. Allerede i løbet af de første minutter var alle elever i gang, og klasselokalet summede af livlig snak. Efter kort tid havde den første gruppe løst opgaven, og herefter gik klassen videre til dagens egentlige opgaver: brainstorm ud fra et billede, finde en passende overskrift, læse og analysere en kortprosatekst, arbejde med person- og miljøbeskrivelser samt sproglig opmærksomhed på ordklasser og kategorisering.
Eleverne oplevede, at de fik talt meget mere sammen, mens læreren sagde mindre – og det blev taget godt imod. Som en elev udtrykte det:
“Sikke meget vi fik talt og sikke lidt du sagde, Charlotte.”
Flere elever bemærkede også, hvor hurtigt tiden gik, og sagde på vej ud af klassen:
“Er vi allerede færdige?”.
Trygheden i de små, tilfældige grupper gjorde oplevelsen positiv.
BTC – eller Det Tænkende Klasserum – er stadig nyt på skolen, men både børn og voksne er allerede meget begejstrede for de muligheder, det giver for læring og samarbejde.