Rederiet Hargun Havfiske A/S har bestilt en ny 83,00 m kombineret snurper / trawler hos Karstensens Skibsværft A/S.
Fartøjet er planlagt til levering i marts 2025. Nederst i artiklen kan du se og læse mere om nybygningen.
Rederiet blev etableret af Jonn og Rolf Garvik i 1955. I dag ledes/ejes rederiet af næste generation; Jonny Garvik, Gunveig Seim og Rune Garvik. Og efterfølgende generation er også aktive ombord; Torgeir Seim og Jonn Garvik, der begge har lang fartstid i rederiet, er nu begge skippere på dagens ”Hargun”. Nuværende ”Hargun” blev overtaget af Rederiet som nybygning fra Eidsvik Skipsbyggeri i 1999.
Rederiet er godt struktureret med kvoter, og driver med kombineret trawl- og notfiskeri, hvor trawlfiskeriet primært består af blåhvilling (norsk: Kolmule) fiskeri vest af Irland. Øvrig fiskeri efter primært sild og makrel drives med not. Det nye fartøj skal drives efter samme principper. Fremtidsudsigterne og de senere års positive resultater gjorde det til et naturligt valg at satse på nybygning.
Rederi og Værft har igennem mange år arbejdet godt sammen omkring vedligeholdelsesopgaver på den nuværende ”Hargun”.
Karstensens Skibsværft er ydmyge og glade for den loyalitet og tillid Hargun Havfiske AS, udviser ved at kontrahere deres nye skib i Skagen.
Det samlede nybygningskoncept, er af Rederiet, vurderet som både økonomisk og ikke mindst teknisk særdeles attraktivt. Ligeledes har det været Rederiet magtpåliggende at have fuld indflydelse i hele designfasen, således projektet vil blive skræddersyet nøjagtig til de ønsker og krav, som Rederiet har.
Design, indretning og arrangementer er således blevet til i et meget nært samarbejde mellem Rederi og Værft. Rederiet har været optaget af innovative og optimerede løsninger. Der er lagt speciel megen vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen.
I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som Værftet har under bygning til redere i Island, Norge, Sverige og Danmark, er også nye ”Hargun” af eget design.
En række leverandører bliver i disse dage udvalgt, alle ud fra kriterier som bæredygtighed, energioptimering, innovation, kvalitet og driftssikkerhed. Wincheanlægget er allerede kontraheret hos Karmøy Winch, Det hydrauliske anlæg er gennemprøvet og giver stor driftssikkerhed. Ligesom på nuværende ”Hargun”, vil der, på det nye skib, også at være et stort bidrag fra norske leverandører.
Det komplette fremdrivningsanlæg er nøje vurderet og beregnet på basis af Rederiets nøjagtige driftsprofil. I overensstemmelse med ønsket om at udføre et bæredygtigt fiskeri med minimal NOX/CO2 udledning pr kg fanget fisk, da er valgt faldet på en brændstof-optimeret anlægspakke med 2 hovedmotorer hver på 3600 kW. Langt den største del af driftstiden vil skibet blive drevet af én motor, som derved vil operere i et optimalt område.
Som del af fremdrivningsanlægget er propelleranlægget optimeret for driftsmønstret, hvor størstedelen (omkring 80%) af tiden er fri-sejlads, med en stor, enkelt propeller med diameter på 4500 mm.