Rune Asmussen er ny direktør i Frederikshavn Kommune. Han kommer med mere end 20 års ledelseserfaring – senest som teknik- og kulturdirektør i Struer Kommune
51-årige Rune Asmussen har i mere end 20 år beskæftiget sig med ledelse i forskellige kommuner. Fra den 1. november er han ny direktør i Frederikshavn Kommune. Dermed er direktionen igen fuldtallig med fire medlemmer. Hans ansættelse blev godkendt i byrådet onsdag aften.
Det er især arbejdet med den grønne omstilling og mere specifikt Recycling City, der trækker i Rune Asmussen, når han skal pege på grundene til at trække teltpælene op og rykke til Frederikshavn Kommune. Han arbejder i dag som teknik- og kulturdirektør i Struer Kommune.
Rune Asmussen er uddannet civilingeniør og har en master i offentlig ledelse. Han er gift og har to voksne døtre.