Verdens største decentrale mindesmærke er kommet til Frederikshavn Kommune i form af syv Snublesten. Nu kan man snuble over fortidens ofre i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
De syv første nordjyske Snublesten er nu blevet placereret på forskellige lokationer i Frederikshavn Kommune. I Skagen, Frederikshavn og Sæby kan man derfor finde de små mindesmærker på størrelse med brosten, der skal minde os om fortidens ofre. Snublestenene minder os om, at nazismens ofre var individer med liv, familie og venner. Stenene er placeret i fortovet ved ofrets hjem eller arbejdsplads men altid ved det sted, hvor vedkommende sidste gang opholdt sig frivilligt.
Snublestenene i Frederikshavn Kommune er blandt andet blevet lagt som minde for modstandsmænd, som blev dræbt i ildkamp med tyskerne; politifolk, der blev arresteret og deporteret samt som minde for en uskyldig ung mand, der mistede livet ved at stå på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Snublesten eller ”Stolpersteine” på tysk er et decentralt mindesmærke, der blev skabt i 1995 af kunstneren Gunter Demnig. I dag findes der flere end 112.000 Snublesten i 32 europæiske lande, og kunstneren laver samtlige sten i hånden i samarbejde med holdet bag ham.
Snublesten kan lægges for mennesker, der blev forfulgt og omkom som følge af den nazistiske ideologi og Hitlers Tredje Rige. Om mindesmærket citerer Demnig fra Talmud: ”En person bliver først glemt, når hans eller hendes navn er glemt”.
Snublestenen formidler korte biografiske fakta for et offer for nazismen. For at folde historien og livsfortællingerne bag ofrene mere ud så udgiver Nordjyllands Kystmuseum en bog om nazismens ofre i 2025. Her fortælles historien om de syv snublestensofre såvel som skæbnefortællingen om 32 fiskere og sømænd, der blev ofre for minesprængninger og torpedoer.
Du kan læse mere om Snublesten, finde de placerede sten i Frederikshavn Kommune på et interaktivt kort samt læse biografier om ofrene på www.kystmuseet.dk/snublesten.
Projektet er støttet af Melsen Fonden