23 marts, 2025 Nyheder

Naturbrand ved Poul Eeg Camping

Lørdag aften kl. 22.35, mens nogle allerede var gået i seng, og andre sad og så lørdagsfilmen lød alarmen for anden gang på samme dag for de lokale Brandfolk.

Men hvor det første udkald viste sig at være en fuser, var der her en reel brand at tage sig af.

Branden var opstået på heden ved Bøjlevejen, overfor Poul Eeg Camping, og omfattede et område på cirka 50-100 m².

Brandvæsenet reagerede hurtigt og afgik til stedet med både autosprøjte og tankvogn.

Ved ankomst kunne man tydeligt se flammerne, men takket være en effektiv indsats med to røgdykkere, der hver var udstyret med HT-slanger (højtrykslanger), kom branden hurtigt under kontrol.

Slukningsarbejdet varede omkring 30 minutter og krævede ca. 2500 liter vand.
Ingen personer kom til skade under branden, og området er nu sikkert.

Årsagen til brandens opståen er endnu ikke kendt, men brandvæsenet roser indsatsen og er tilfreds med det hurtige og effektive arbejde, der forhindrede branden i at brede sig yderligere.