• Forside
  • Nyheder
  • Murer-Kjeld står overfor sin hidtil største opgave
31 marts, 2023 Nyheder

Murer-Kjeld står overfor sin hidtil største opgave

Murer-Kjeld er indtil nu nok mest kendt for hans flytning af Rubjerg Knude fyr tilbage i 2019.

Her flyttede han det 22 meter høje fyrtårn intet mindre end 70 meter ind i landet, væk fra skrænten som førte direkte ned i Vesterhavet.

Nu er Murer-Kjeld så klar til den næste store opgave, som bliver at redde Det Grå Fyr fra det frådende Kattegat som gennem årene har ædt mere og mere af kysten ud for Det grå Fyr.

Da fyret blev opført tilbage i 1858 var der mere end 200 meter ud til kysten og man troede derfor aldrig at fyrtårnet ville komme i fare for at ende i vandet.

I dag er der imidlertid kun et sted mellem 30 og 40 meter til vandkanten fra fyrets fundament og når det stormer fra en syd / sydøstlig retning er vandet faretruende tæt på – der må og skal derfor gøres noget nu og her.

Heldigvis har Murer-Kjeld allerede vist sit værd på området og derfor er man fra Naturstyrelsens side heller ikke nervøs ved at overlade fyret i hans varetægt i en periode.

Nøje planlagt og tilrettelagt

Planlægningen har stået på hele vinteren og det har indtil for ganske nyligt været en ret stor usikkerhed for, om det kunne lade sig gøre at flytte det gamle fyr – Det Grå Fyr er trods alt 42 år ældre og er mere end dobbelt så højt som Rubjerg Knude Fyr.

Men Murer-Kjeld har nu, sammen med hans sjak, lagt en plan for flytningen.

Fyret flyttes i alt 208 meter fra dets nuværende placering og over på den anden side af hovedvejen hvor man i den kommende tid vil påbegynde arbejdet med at lave det nye fundament til fyret.

Murer-Kjelds opgave bliver dog ikke mindre af, at også de tilstødende bygninger er nødsaget til at skulle flytte med over i sikkerhed fra det brusende hav.

Det kommer selvsagt til at kræve en hel del hestekræfter at flytte det massive fyrtårn.

Her får Murer-Kjeld heldigvis lokal assistance af Sandormens køretøjer som er venligst udlånt til formålet.

Forløber alle forberedelser planmæssigt kommer flytningen til at finde sted i Pinsen fra lørdag d. 27. Maj kl. 15. Man forventer at flytningen tager ca. 44 timer og forventer således at Det Grå Fyr er fremme ved dets nye hjemsted 2. Pinsedag, mandag d. 29. Maj umiddelbart inden middag.

Dette var vores aprilsnar anno 2023 – vi håber at i fik et lille grin med på vejen!

God påske fra os på Skagen Nyt