22 december, 2021 Nyheder

Mindre kutter i problemer ud for Skagen Havn

Redderne fra Skagen Redningsstation blev denne onsdag morgen hevet ekstra tidligt ud af fjerene.

Klokken var nemlig kun 04.30 da redderne blev vækket af et udkald fra en mindre kutter.

Kutteren lå omtrent 5 sømil øst for Skagen Havn og havde problemer med styremaskinen ombord.

Det var dermed svært og potentielt farligt for kutteren at rykke sig ud af stedet og en helt umulig opgave, ved egen hjælp at få kutteren sikkert til kaj.

Heldigvis for mandskabet ombord på kutteren, var redderne fra Skagen Redningsstation hurtigt ude af sengen og havde i løbet af kort tid sat kursen ud mod kutteren med redningsskibet Lars Kruse.

Redderne fik hurtigt fat på kutteren og satte derefter kursen ind mod havnen.

Ud for Skagen Havn ventede den lille kraftige redningsbåd FRB08. Denne agerede bremse for kutteren ind gennem havnen.

Ved redderne og kutterens besætnings fælles hjælp var de hurtigt ved kaj igen.

Herefter kunne redderne og de to redningsskibe returnere til Skagen Redningsstation for at gøre klar til næste opgave.