Mandag aften samlede Sankt Hans-fejringen ved Vippefyret i Skagen igen mange hundrede mennesker, der trodsede en frisk nordjysk brise for at tage del i den traditionsrige midsommeraften. Og selvom vejret bød på rusk og kølige pust, var stemningen både varm og levende blandt de mange fremmødte – måske endda med flere deltagere end tidligere år.
Sønderstrand og området ved Vippefyret var rammen om aftenen, hvor fællesskab, musik, båltale og fællessang gik op i en højere enhed. En aften, hvor traditionerne stod stærkt og mindede både lokale og besøgende om det særlige ved netop denne skawbo-favorit af en højtid.
Årets båltale blev holdt af journalist, forfatter og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen. I sin tale satte han fokus på, hvordan verden ændrer sig hurtigt, og hvordan traditioner som Sankt Hans bliver vigtigere i en tid præget af krig og usikkerhed i verden.
Han opfordrede til at huske at værdsætte de små ting i hverdagen, og ikke mindst de øjeblikke, vi deler med hinanden – som netop denne midsommeraften.
Han bragte selv et minde op om turene i sommerhus ved Løkken og Blokhus som barn – fyldt med små skønne øjeblikke og skøre traditioner som blev et årligt holdepunkt og senere minder for livet, fra en tid præget af den kolde krig.
Han opfordrede derfor til at værne om de små oplevelser og til at nyde sommeren med vores kære uden at tænke på krig, politik og usikkerhed.
Musikken blev leveret af Den Unikke Trio og medlemmer af Klitkoret, der blandt andet fremførte sangen “Lyse nætter” og ledsagede fællessangene gennem aftenen. Der blev sunget med på Skagensangen “Erindring”, “Der er et yndigt land” og naturligvis Midsommervisen, da bålet blev tændt og flammerne dansede i vinden.
Heksen på bålet var i øvrigt skabt af børnene fra Børnehuset Cronborgvej, som i dagene op til arrangementet havde lavet figuren, der mandag aften gik op i flammer som en del af den symbolske afbrænding.
Toppen af Danmark stod for arrangementet, som blev støttet af Sparekassen Danmark, og der blev også givet mulighed for at støtte arrangementet med et frivilligt bidrag via MobilePay koden: 813737 – med opfordring til at bidrage frivilligt til det fællesskab og de oplevelser, som Sankt Hans i Skagen netop er et stærkt billede på.
Det blev en aften, hvor både lokale traditioner og fællesskab endnu en gang fik lov at skinne – også gennem vinden.
Fotos: Toppen af Danmark