Skolemarken har ventet i snart 10 år på igen at blive taget i brug.
De seneste år har der været arbejdet på et projekt ved navn Skolemarken – Mellem Himmel og Hav.
Det er en arbejdsgruppe som favner bredt i byens forenings- og erhvervsliv som står bag projektet.
Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Skagen Byting, Skagen Rotary Klub, Foreningen til udvikling af Skagen levende byrum og Nordjyske Bank samt repræsentanter fra Frederikshavn Kommune.
Arbejdsgruppen har flere gange fået udvidet deres tidsramme af politikerne i Frederikshavn Kommune, men nu er det slut – nu vil de se handling.
Arbejdsgruppen har en god del af anlægsudgifterne dækket og er optimistiske om at nå i mål med disse, men driftsomkostningerne er imidlertid en helt andet sag.
Her er der nemlig ingen fonde og lignende der ønsker at støtte. Disse yder nemlig kun projekts- og anlægsstøtte.
Det er derfor selve driften af Skolemarken – Mellem Himmel og Hav der er det stående problem i realiseringen af projektet.
Driften af projektet er anslået til at være i omegnen af 86.000 årligt.
I sommers gav politikerne dog tilsagn om at de indtægter der ventes at blive ved de arealer i projektet som er reserveret til leje til diverse aktiviteter, kan gå til driften af det nye Skolemarken.
Her regner man med en indtægt på op til 31.000 årligt som altså kan dække omtrent 40% af de årlige driftsomkostninger.
Beløbet er dog forbundet med en del usikkerhed, da det selvsagt er usikkert i hvor stort omfang at arealerne vil blive udlejet.
Politikerne i Økonomiudvalget har givet arbejdsgruppen én måned – indtil Økonomiudvalgets møde i januar, til at komme med en redegørelse om status for projektet og ikke mindst dets økonomi.
Med andre ord – Politikerne er færdige med at vente og ønsker nu handling frem for udsættelse på udsættelse.