30 maj, 2024 Nyheder

Maskinrummets nye tur-skib er ankommet til Skagen

Maskinrummet har erhvervet sig det gode skib TUNØ som for kort tid siden, i dag torsdag d. 30. maj er ankommet til Skagen Havn.

Det er ejer af Maskinrummet Henning Kjeldsen som sammen med hans besætning selv har sejlet TUNØ fra Svendborg og op til hendes nye hjemhavn i Skagen.

Her er planen at skibet skal bruges til at tilbydes ture, ligesom man kender det fra den gamle Bedford bus som kører 1-2 guidede ture dagligt her henover sommeren.

Håbet er at skibet kan blive klar til at starte sejlads allerede denne sommer.

TUNØ er godkendt til at have 28 personer ombord inklusiv besætningsmedlemmer.

59 års Imponerende historie

Skibet er bygget i Hou tilbage i 1965.

TUNØ har således intet mindre end 59 år bag sig og har tilmed haft mange opgaver gennem årene.

De seneste år har hun sejlet aarhusianere og gæster i byen rundt på havnerundfart i Smilets By.

Heldagsoplevelser med Maskinrummet

Når skibet er meldt klar til at sejle, vil man kunne sammensætte en heldagsoplevelse hos Maskinrummet.

Her kan man for eksempel starte med en tur med TUNØ rundt i Skagen Havn om formiddagen. Herefter, med fødderne solidt plantet på land igen, har man lejlighed til at nyde Maskinrummets imponerende samlinger og måske nyde lidt koldt at drikke, eller måske en frokost ude under åben himmel.

Først på eftermiddagen stiger man så på den gamle bedford bus og nyder en guidet tur rundt i og omkring Skagen.

På én og samme dag vil du således kunne opleve Skagen fra både søsiden og fra landsiden.

Du vil naturligvis også kunne bestille turen med TUNØ som en selvstændig tur, som du kender det med turene i Bedford bussen i dag.

Billetterne vil blive sat til salg online såvel som hos Maskinrummet og Plesners Badehotel.

Vi holder jer naturligvis opdateret på, hvornår TUNØ kommer i drift.